A Dance With Dragons

Denne bog udgør, sammen med A Feast for Crows, et par. I den tidligere bog fulgte vi personerne sydpå, denne gang er det Norden og Muren vi følger – men i den samme periode.

Advarsel! Afsløringer forude, hvis du ikke har læst de andre fire bøger i serien!

Nogle af de ting man som læsere undrede sig over, eller ville have en forklaring på i A Feast of Crows, får vi forklaret i A Dance With Dragons. Hele episoder bliver genfortalt fra en anden parts synspunkt, fx hvorfor Jon Snow valgte at sende Ginny og Sam bort fra Muren. Jon Snow er jo som bekendt Lord Commander, og kæmper for at samle tropperne, og skabe respekt, hvilket er svært for en ung mand omgivet af gamle fjolser, der alle føler, at de havde været bedre til stillingen. Men Snow vokser med rollen, og tager ubehagelige, men rigtige, beslutninger. Snow er så absolut en af de mest interessante karakterer i bogen.

En anden læserfavorit er Tyrion Lannister, som er endt på den modsatte side af The Narrow Sea, hvor han blev sendt hen af Illyrio og Varys efter han myrdede sin far. Han ender sammen med en eksilridder som beskytter en ung, måske adelig, ung mand, der rejser op af en flod sammen med en tidligere nonne og et par krigere. Det er ikke alle på båden der er hvem de påstår de er, og endnu engang kan man som læser spærre øjnene op og gispe efter vejret når afsløringerne kommer! (Glæd dig!)

Daenerys kæmper sig vej mod Westeros, ved at tage en by af gangen, hvilket efterhånden gør hende upopulær. Hun kan ikke stole på nogen omkring sig, og de forræderier magikeren spåede hun skulle igennem, dukker op én efter én. Udover almindelig krigsbelejringer, belejres hun også af diverse bejlere, som hver især mener, at de er den rigtige mand for hende. (Og de skulle tage og skrubbe af, efter min mening, er Daenerys en slags Elizabeth I, en magtfuld kvinde der sagtens kan regere uden en mand!)

I norden fortsætter krigen mellem Stannis Baratheon og Roose Bolton, mens Boltons modbydelige søn holder én helt særlig person til fange, og mishandler ham på det groveste (jeg er lige ved at få ondt af ham, men også kun lige. Han har fortjent alt han får. Hvem han er, kan du glæde dig til at finde ud af.). I syden er Cersei for alvor kommet på dybt vand, hendes rænker går fra hinanden, én efter én – og hvad der så sker? Tjah, lad mig sige, at man gnækker højt og længe.

Forfatter:
Udgivelsesår:
Forlag:
Genre:
Serie:

Skriv et svar

Close Menu