A Feast for Crows

Det er svært at fortælle meget om handlingen i A Feast of Crows, uden at afsløre helt essentielle elementer fra forrige bog, så det vil jeg ikke gøre! Bogen fortsætter hvor den sidste slap, det er alt hvad du har brug for at vide.

Jeg kan til gengæld rose den fortællemæssige struktur, som A Feast for Crows deler med den næste bog, A Dance of Dragons. De to bøger foregår parallelt med hinanden, men følger hver deres gruppe af karakterer. I A Feast for Crows følger vi dem der pt. befinder sig i King’s Landing og den sydlige del af landet, det er bl.a. Jamie, Brienne, Cersei og Arya. Næste bog fokuserer på personerne i nord omkring Muren, og binder en en smule sløjfe på begge bøger til sidst (og overlader andre plots til ens fantasi, mens vi venter på næste bog i serien!)

Det er på alle måder kvikt tænkt, at dele en bog der ellers ville nå 1.500 sider op på denne måde. Modsat en anden fantasy-serie på 7 bøger jeg kan komme i tanke om, hvor bog fem blev lige lovlig lang i spyttet (jeg tænker på Harry Potter og Fønixordenen), er opdelingen af personerne med til at holde handlingen, spændingen og tempoet intakt i bog 4 og 5, som har en tung byrde at løfte efter A Storm of Swords som indtil videre har været den bedste i serien.

Den sanselige mad

Efter at have levet i Westeros og omegn siden april måned, hvor jeg så tv-serien for første gang, har jeg tænkt en del over, hvorfor de her bøger er så forbistret gode. Når jeg prøver at overtale mine veninder til at læse dem, er det slet ikke beskrivende nok at sige, at det handler om mord, blod, forræderi og vold i et knapt-så-magisk middelalderunivers – det er jo ikke kun det, der gør dem gode:

Maden

Martins beskrivelse af måltider er eminente. Når man på Muren spiser tung, brunlig roesuppe og drikker varm, krydret rødvin, kan jeg næsten mærke kulden bide i tæerne, ligesom solen varmer mit ansigt, og sære dufte prikker i næsen, når Daenerys spiser svesker, figener, stærkt krydrede nødder og får tilbud ufødte hundehvalpe på pind til sin kølige hvidvin. Maden bruges som stemningsskaber på en helt fantastisk måde – flere personer beskrives også via deres madvaner, fx den overdrevent fede og mæskende Lord Manderly, eller den næsten fastende, asketiske Stannis Baratheon. Når småfolket i køkkenet, eller andre lavt på rangstien kun får lov at spise daggammelt brød vendt i baconfedt, mærker jeg, hvordan den her vinter bliver et helvede, og hvordan dem lavest på rangstien har det.

Maden bruges som stemningsskaber på en helt fantastisk måde.

Han bruger samme trick når han beskriver en hær i lejr: her er der nogen der rister en hare over sagte ild, her pjatter to horer på skuldrene af to soldater i et vandløb. Bøgerne er sanselige, autentiske og ægte. Man er med helt nede i mudderet., midt i slaget med en ridder tordnenede imod dig, helt inde under lagnerne.

Menneskene

Personerne i bogen er mennesker. Ingen er gode eller onde, de indeholder alle lidt af hver, og alle gråtoner imellem: griske, smålige, pernitne, gnavne, kærlige, trofaste, hæderlige … Lige når man har bestemt sig for, at en person er ond, twister plottet, og personen får lov til at fortælle sin side af historien. Alle handlinger har to sider, og begge parter kan argumentere for deres sag. Krig er ond, men krig kan være nødvendig. Mord er forbudt, men drab kan være en medlidenhedsgave.

Hvis man vil, kan man læse meget ind i bøgerne som kommentar til, hvordan vi i vores samfund fx behandler indvandrere, flygtninge og generelt andre kulturer. Eller hvordan vi taler om krig, og Danmarks deltagelse i den.

Flere argumenter følger …

 

Forfatter:
Udgivelsesår:
Forlag:
Genre:
Serie:

Skriv et svar

Luk menu