Bogfolk

Bogfolk

  • Post category:Podcasts

Politiken vil også være med på podcast-bølgen og har lanceret en række podcasts, blandt andet Bogfolk.

Denne anmeldelse handler både om Bogfolk og om Politikens nye podcast-app. Jeg vil forsøge at skilde den ene oplevelse fra den anden, men app’en er desværre en ret frustrerende oplevelse som skæmmer lytteoplevelsen.

Politiken på lyd

Hvis man forestiller sig at man kunne smide et års forbrug af Politiken i en frugtpresser og klemme essensen af avisen ud og lave det om til lyd, har man Bogfolk. Det er litterært, grænsende til elitært, tweet-jakke-med-læderlapper-på-albuen-påklædt og lugter københavnerisk. Den fornemmelse aftager heldigvis en smule når man har hørt nogle flere afsnit (eller også vænnede jeg mig til det).

Bogfolk har Jes Stein som hovedvært og Rune Lykkeberg som vikar. Jeg kan bedst lide Lykkeberg, da han er en snert mere entuasiastisk end Stein – men, potato-potato. De gør det begge udmærket, stiller gode spørgsmål og laver udmærkede interviews. I hver afsnit anmeldes en ny bog, der tales om tendenser eller tidstypiske temaer afledt af en ny bog. Det kan være domestic noir eller sundhedsmanien. Alle bits involverer en gæst, oftest en Politiken-journalist eller en fra det litterære parnas i form af filosoffer, kritikere og professorer (folk som kan namedroppe Satre og Herman Bang uden at fake). Alt efter gæsten, bliver samtalen mere eller mindre højpandet. Som ivrig læser af tju-bang, tegneserier og fantasy er jeg ikke helt i målgruppen i forhold til de bøger der anmeldes, men det betyder bare at jeg ind imellem bliver klogere. Det er et plus.

Det Lille Bogtyveri – føljeton

Et særligt scoop er føljetonen med journalist Sandra Brovall som prøver at opklare det Det Lille Bogtyveri. En meget sjælden bog af Paul Auster og Siri Hustved er blevet stjålet fra den frivilligt drevede boghandel Ark Books på Nørrebro, og Brovall har, i bedste Serial-stil, sat sig for at opklare tyveriet. Hun interviewer boghandlens ansatte, en pensioneret politimand og bogsamler. Uanset om tyveriet opklares eller ej, er det interssant radio.

For lav lyd, men hyggelig stemning

Fordi Bogfolk optages i Politikens Boghal er der hyggelig, ambient boghandel-kaffe-støj i baggrunden som passer godt til radiomagasin-stilen. Det er godt til hyggelytning mens man arbejder eller laver andre ting, man kan flyde til og fra. Lydniveauet på speaken er dog alt for lavt og man skal skrue godt op for at høre hvad der bliver sagt, selv i hovedtelefoner. Om det er optagestedet eller udstyret ved jeg ikke, men det ville pynte med en opstrammer på det tekniske. Bogfolk mangler desuden en lydidentitet: Der er plads til en intro men det er også det. Politiken har vel flere ressourcer end frivilligt drevede podcasts og det ville oppe lytteoplevelsen gevaldigt med mere kæleri for det tekniske.

Hvad fa’en er det I laver med den app?

Politiken har lavet en gratis app som man kan skal afspille deres podcasts fra. Man kan ikke finde dem på iTunes, som de ellers skriver her, så du er tvunget til at høre dem fra appen eller via deres website. Desværre har Politiken ikke samlet alle udsendelserne på én side på Politiken.dk så det kræver en indsats at lytte med, fordi de er svært tilgængelige!

I skrivende stund indeholder Politikens app fem forskellige podcast, blandt andet én som er produceret af bagmændende bag den fantastiske podcast Third Ear (som du skal høre NU hvis du ikke allerede kender den!). De sender heldigvis nøjagtig de samme udsendelser i den almindelige Third Ear podcast og her kan du selvfølgelig abonnere alle de steder du har lyst.

Appen har samme design som Politikens website, samme skrift og farver. Desværre bruger de ingen grafik eller fotografi til at adskille podastene fra hinanden hvilket er en spildt mulighed. For det første er det svært som lytter at adskille podcastene fra hinanden og Politiken spilder muligheden for at lokke og tease ved hjælp af fotos eller grafik.

Så kommer det største problem: Appen kan ikke huske hvor langt du er nået! Hvis du forlader appen så glemmer den hvor meget du har lyttet til og starter simpelthen podcasten forfra! Det er altså need to have, søde udviklere hos Politiken! Mens I alligvel roder i koden kan I så ikke også få tilføjet en funktion, så man kan spole 30 sekunder frem og tilbage og en mulighed for at få appen til automatisk at starte 10 sekunder før hvis man pauser? Det kan den bedste podcastapp Overcast finde ud af. Og et RSS-feed. I bliver sgu nødt til at få jer et RSS-feed.

Bogfolk får ★★★ men Politikens app’en får kun ★.

Forfatter:
Udgivelsesår:
Forlag:
Genre:

Skriv et svar