Cleo og kærligheden

Hovedpersonerne i Mansells bøger danser igennem historien, som yndige Askepotter med Mansell som den gode fegudmor. Selvom der er doseret fint af døde mødre, tykke teenagertraumer og mobberi, ensomhed og utroskab, bliver det aldrig farligt.

Mansells bøger er de mest rosenrøde af de Lyserøde Bøger, og er jeg i et bittert hjørne er de irriterende – som en evigt glad ven, der altid laver litervis af lemonade med de udleverede citroner.

Cleo og Abbie er søstre, Cleo var en stræber i folkeskolen, og blev drillet så meget med det, at hun opgav enhver karrieremæssig drøm, og arbejder som limousinechauffør. Storesøster Abbie er lykkeligt, men barnløst, gift med den anonyme Tom. Cleos værste plageånd fra barndommen, Johnny, vender tilbage til den lille engelske landsby de bor i, for at bo i sin afdøde fars hus. Han er en mørkhåret, sexet kunstner, og Cleo falder for ham med et brag. Åh nej.

Abbie og Tom betalte engang en rugemor for at lade sig inseminere, men det lykkedes ikke. Det vil sige, rugemoderen løj, og 18-årige Georgia, sprudlende af selvtillid og mangel på finfølelse indfinder sig på trappestenen, og overtager straks Abbies førsteplads i Toms hjerte.

Bipersonerne er Cleos nabo Ash, en overvægtig radiovært der er en charmetrold på mikrofonen, men med rygrad som en karklud uden for studiet, som forelsker sig hovedkulds i Fia, Wills ekskone – Will, som Cleo afslutter et forhold til i bogens første kapitler. Mere indviklet er det ikke, scenen er sat og personerne kan vandre i deres faste rute indtil de mødes med deres endelige mage, og det hele ender lykkeligt (jeg har ikke læst bogen færdig endnu, men jeg vil vædde opvask i et år på, at det er sådan det ender).

 

Forfatter:
Udgivelsesår:
Forlag:
Genre:

Skriv et svar

Luk menu