Committed

Elizabeth Gilbert blev verdenskendt med sit første memoir, Eat Pray Love, hvor hun fandt lykken med den 17 år ældre Felipe, efter adskillige forliste forhold og en tur verden rundt for at finde sig selv.

Elizabeth og Felipe er brændte børn, og lever i et lykkeligt forhold hvor de har lovet ikke at gifte sig med hinanden. De lever et kosmopolitisk liv i Bali, USA og hvor de ellers kan mødes, da Felipe ikke ikke kan få permanent opholdstilladelse i USA. Det går vældigt fint, og er frit, fleksibelt og fantastisk, indtil Felipe bliver tilbageholdt i tolden i USA, og den eneste mulighed han har for nogensinde at betræde amerikansk jord igen er: at blive gift.

Det er bare ikke noget nogen af dem er specielt begejstrede for – det gik jo ikke nævneværdigt godt sidste gang. Som det grundige menneske Elizabeth er, for det er det indtryk jeg har af hende, researcher hun emnet ægteskab til bunds – det vestlige ægteskab, vel at mærke, en mand, en kvinde. Hun har så dybe af efter sit første ægteskab, at det eneste der skræmmer hende mere end at blive gift, er at Felipe aldrig må komme til USA igen, hvilket tvinger hende til at acceptere tanken om giftemål. I næsten et år lever hun og Felipe i en form for selvvalgt eksil i Asien, som er det sted de har råd til at bo, mens de venter på at de (måske) kan blive godkendt til et green card ægteskab.

Ægteskabet gennem historien

Gilbert fortæller om ægteskabsritualer blandt et stammefolk i Laos, sine bedsteforældres, forældres og venners ægteskab, ægteskab i de europæiske kongehuse og hos de gamle grækere. Undervejs drager hun en masse interessante konklusioner og nævner en hel del ligeså interessante facts. Den hvide brudekjole har f.eks. ikke en døjt med renhed og jomfruelighed at gøre, det handler om at gøre som de kendte: da Dronning Victoria blev gift med Albert i 1840 havde hun nemlig en hvid kjole på, og brudebilledet blev så kendt, at man derefter efterlignede Victorias kjole både i farve og i snit.

Gilbert redegør for, hvordan ægteskabet blandt andet bygger på den idé, at en kvinde er ude af stand til at tænke selv, ikke må eje noget, eller låne penge, og derved bare er en genstand der bliver leveret fra sin fars hus til sin mands hus – som en potteplante eller en god malkeko. Kvinden skulle tage sin mands efternavn – hans slægt skulle jo føres videre. Hun skulle bøje sig for hans vilje i alle henseender, og tilhørte på alle måde ham. Denne tanke er ikke just nem at forene med de romantisk associationer vi i vesten kan lide at påføre bryllup og ægteskab.

Jeg nød bogen, den er ikke så skarpt formuleret som forgængeren Eat Pray Love, heller ikke lige så morsom, men Gilbert er stadig i fin form, når hun med lynets hast gennemgår ægteskabets mange forandringer op gennem tiden.

 

Forfatter:
Udgivelsesår:
Forlag:
Genre:
Serie:

Skriv et svar

Close Menu