Dagbog fra i morgen

Dagbog fra i morgen er irske Cecelia Aherns syvende roman, og er en af hendes bedste. For en forfatter der ikke engang er fyldt 30 endnu, er det imponerende, hvordan hun ikke har lavet noget dårligt: hendes forfatterskab er indtil videre som fine perler på en snor, romaner, noveller og tv-serier. Det eneste fejlskud er den elendige filmatisering af hendes første bog, P.S. Jeg elsker dig, som hun næppe kan klandres for.

Forkælet rigmandsdatter taber ansigt

Dagbog fra i morgen handler om 16-årige Tamara, hvis far netop har begået selvmord. Tamara mindede mig øjeblikkelig om de rigmandsdøtre der optræder i den dér MTV-serie, hvor man ser hvordan sweet sixteen fejres blandt de rige og smukke. Faderens selvmord bliver vendepunktet: han har efterladt sig tårnhøj gæld, og hendes mor må sælge alt hvad de ejer, og flytte Tamara væk fra Dublin, veninder og café latte til Tamaras onkel Arthur og tante Rosaleen der bor i en lille bitte by langt ude på landet. Tamaras mor er i en tilstand af chock og sorg, og ingen tager sig af Tamara der har mistet alt.

Hun begynder at udforske sine nye omgivelser, vred, sur, forladt og alene som hun er, og føler en samhørighed med det gamle gods der ligger i nærheden, som nærmest er en ruin. Hun møder en aldrende nonne, som passer bier og sin rosenhave og en ung fyr som kører den lokale bogbus alt imens hun bliver mere og mere mistænksom omkring mærkelig omstændigheder: Rosaleens mærkelig opførsel (hun lader hende aldrig alene), hendes mor som sover hele tiden og ikke vil bearbejde sorgen, og sidst, men ikke mindst, det bogens titel henviser til: en læderindbunden bog med blanke sider, som hun finder i bogbussen. Da hun vil starte med at skrive i den, begynder den at skrive af sig selv: det er hendes, Tamaras, håndskrift, men datoen og begivenhederne er fra dagen efter – og så begynder mystikken for alvor.

En lille perle

Dagbog fra i morgen indeholder et lille drys af magi, nøjagtigt som alle andre Ahern-bøger, hvilken er én af de ting der adskiller dem fra den gængse dulle-litteratur. At sætte Aherns bøger i selskab med almindelig chick-lit er faktisk lidt en fornærmelse, hendes sprog er levende, musikalsk og fortællende, og selvom bøgerne umiddelbart kan virke overfladiske og letlæste, har Ahern altid fat i noget dybt i mennesket, som jeg falder pladask for hver gang.

Jeg er forresten ret pjattet med omslaget, fordi fin ornamentik kan man aldrig få for meget af.

Forfatter:
Udgivelsesår:
Forlag:
Genre:

Skriv et svar

Luk menu