De bedste ælle bælle historier

De bedste ælle bælle historier

Mange af os har nok ejet mindst et par Ælle Bælle-bøger, og mange har nok også læst dem i smadder af ren kærlighed. Alle dem vi havde, var i hvert fald lappet godt og grundigt med tape.

Carlsen har netop udgivet 22 af dem i en ordenlig moppedreng. En udgivelse jeg ellers glædede mig til – men jeg har blandede følelser.

Illustrationerne er heldigvis stadig nostalgifremkaldende og udvalget af historier er også godt, selvom det ikke er dem alle jeg kender (mon ikke der også er udgivet mindst 100 forskellige titler gennem årerne).

Men jeg er også skuffet.

For det er et rent genoptryk, Carlsen har lavet. Det vil sige, at de bare har lavet en ren kopi af de gamle bøger, som de også har forstørret en smule – og det giver nogle problemer.

For det første kan de fleste illustrationer ikke klare at blive forstørret. De bliver kornede og utydelige og det gør dem ældre og slidte at kigge på. Det er rigtig synd.

Man har også genbrugt den originale sats, og det betyder, at flere af bøgerne har utrolig stor skriftstørrelse, fordi bøgerne er forstørret.

De gamle ælle bæller brugte forskellige skrifttyper og satte teksten efter forskellige principper – sådan gjorde man dengang, og fred med det. Men i en 2018-udgivelse, og i en samlet bog, virker det sjusket. Teksten er for stor, og variationen i citationstegn og andre detaljer er forstyrrende.

Dernæst er bogen så stor og tung, at den næsten ikke er til at håndtere. De gamle bøger var netop som skabt til at læse med et barn på skødet. Det kan man ikke med den her basse af en bog. Den er simpelthen for tung.

De 22 udvalgte bøger er i det store og hele enten illustreret af danske Iben Clante eller af en udenlandsk illustrator. Som originalerne. Men i en samlet udgave clasher de forskellige illustrationsstilarter altså lidt. Det overrasker også mig, men de fungerer ikke sammen.

I stedet for denne kæmpe af en bog, skulle forlaget have samlet de 6 historier Iben Clante har illustreret i en bog alene. Så havde bogen haft en praktisk størrelse og en ensartet illustrationsstil.

Køb hellere de gamle Ælle Ææller og lap dem med tape.

Desværre.

Forfatter:
Udgivelsesår:
Forlag:
Genre:

Skriv et svar

Close Menu