Den grænseløse

Den grænseløse

Jussi Adler-Olsen er tilbage på samme græsmarker som de tidligere bøger i serien efter den anderledes fortalte Marco Effekten med Den grænseløse. Det er godt.

Smag er en besværlig konstruktion. For tyve år siden rynkede jeg på næsen af det finkulturelle parnas når de insisterede på, at popmusik ikke var fint nok, at tegneserier er lavkultur og at komedier i hvert fald ikke fortjener en Oscar.

Tyve år, og en masse kulturprodukter senere, er jeg blevet klogere (tror jeg). Der er en sammenhæng mellem god smag og godt håndværk. Værker som de fleste er enige om er god smag, er som regel også fremragende håndværk. Mozart er god smag og godt håndværk. Monet er god smag og godt håndværk. Murakami er god smag og godt håndværk. Det litterære parnas er ret enige om at krimier ikke er god smag, på trods af, at de ikke længere snyder sig ind til festen, men afholder den. Den skandinaviske krimi, og Harry Potter, reddede bogbranchens bagdel i forrige årti.

Men krimier er stadigvæk ikke rigtig god smag. Måske fordi de svælger i mord og død, at karaktererne er arketyper (med et twist) eller historierne er skrevet efter få (men effektive) skabeloner? Der er dog undtagelser: Gamle (og døde) forfattere som Agatha Christie og Arthur Conan Doyle er en slags god smag på trods af, at de var ellevilde med arketyper og skabelon-baserede historier.

Men Adler-Olsen? Ham rynkes der på næsen af.

For nylig var det en bekendt der med store øjne udbrød: “Jeg troede ikke jeg kendte nogen der læste Jussi Adler-Olsen!” efterfulgt af et gisp som havde jeg indrømmet at mit yndlingsband var Kandis.

Men jeg læser Jussi Adler-Olsen og jeg læser dem med glæde!

Kontraster og skabeloner

Det fungerer fremragende at sætte en typisk krimi-karakater, den fraskilte, kæderygende, dameglade (men med hjertet på rette sted) kriminalkommisær, sammen med to atypiske krimi-karakterer som Assad og Rose. (Virkelig atypiske. Er ikke stødt på nogen der bare minder om dem i andre bøger). Jeg kan godt lide den tobakstilrøgede Afdeling Q-kælder med bunker af sagsarker og opslagstavler med spor, den slags man normalt ser i amerikanske storby-tvserier. Assad og Carls bromance er underholdende og rørende og selvom Rose til tider tipper over og bliver for karikeret lader jeg det fare på grund af den underholdende pingpong-dialog mellem de tre.

I den Den grænseløse bliver trioen ufrivilligt hevet ind i en 17 år gammel sag på Bornholm hvor en ung pige blev kørt ihjel. En politimand har ødelagt sit liv på at opklare sagen, som han mener, er overlagt mord. I afmagt tager han livet af sig selv og efterlader spor til Mørck & Co som må til Bornholm af flere omgange. Afdeling Q-sagerne kredser ofte om religion og religiøse miljøer – I Den Grænseløse er det en sol-dyrkende kult der manipulerer med svage sjæle.

jussi-adler-olsen-graenseloese2

Den grænseløse er skåret over samme læst som de foregående bøger i serien (bortset fra Marco Effekten), hvor vi følger opklaringsteamet og morderen sideløbende i skiftende kapitler og den taktik kan man synes om hvad man vil, men jeg kan godt lide den. Det giver plads til et dybere, psykologisk portræt af morderen og skaber fremdrift i historien.

Adler-Olsens sprog er, tror jeg, en stor del af grunden til hans succes. Modsat alle andre krimier jeg har læst, så er Afdeling Q-bøgerne fyldt med slapstick-humor, som fra gamle, danske film, rap, mundret dialog og ikke mindst Assads usandsynlige store samling af kamel-baserede ordsprog. Adler-Olsen har dog en tendens til at forelske sig i vendinger og ord som han bruger lidt for mange gange (i denne bog er det konglomerat) men fred være med det. Det er skidesjovt.

Giv Afdeling Q-bøgerne en chance hvis du er kørt sur i skandinavisk noir-krimier eller mangler en gave til en der ellers ikke læser. Det er den slags bøger som får folk der ikke har læst i 32 år til at læse igen (true story: En togkonduktør underholdt om hvor glad han var for bøgerne, da han så min kæreste sidde og læse en) så de er gode gave-idéer. Hvis du er en litterær snob skal du stikke piben ind og læse mindst én Jussi før du kritiserer dem.

Forfatter:
Udgivelsesår:
Forlag:
Genre:

Skriv et svar

Luk menu