Den tavse kvinde

Den tavse kvinde er historien om et forhold der langsomt bryder sammen og hvorfor.

Todd og Jodi har været sammen i 20 år, men de er ikke gift. Todd er utro, men Jodi lader som ingenting. Han ved, at hun ved, at han ved at hun ved det – men de taler aldrig om det. Han går til prostituerede og har one-night stands, men aldrig længerevarende affærer. De hører til den velbeslåede, øvre middelklasse, bor i en dyr lejlighed med dyre møbler i Chicago. Hun er psykolog, men kun på deltid, for hans job som entrepenør betaler for, at hun ikke behøver arbejde fuld tid. De har ingen børn, det er hendes valg, fordi hun tror, at hun derved kan undgå at begå hendes forældres fejltagelser.

Men en af Todds affærer med en tyve år yngre kvinde griber om sig, og bryder ind i deres forhold. Jodi følte sig sikker på, at deres forhold var solidt, trods utroskaben, men da det bliver tydeligt at det langtfra er tilfældet, falder hun langsomt fra hinanden.

Psykologisk spænding

Harrison var psykoterapeut og det mærkes tydeligt. Hendes beskrivelse af Todd og Jodis familiebaggrund som forklaring hvorfor de gør som de gør som voksne, er fremragende. Det gøres med få ord og anekdoter. Små begivenheder, der ikke virker som noget særligt sammenholdt med alle de andre ting der sker i et barns opvækst, men som af en eller grund fæstner sig og bliver en integreret del af et voksens menneskes psyke.

På sin vis er de begge klichér: Jodi er kontrolfreak og går op i at have et pænt hjem mens Todd er utro og en omvandrende midtlivskrise som søger yngre og yngre kvinder. Men som alle mennesker er de mere end det. De føles som rigtige mennesker og derfor er det svært at bevare sympati for dem, som historien skrider frem. Det nagede mig, for de er netop rigtige mennesker! De opfører sig ynkeligt eller egoistisk, de prøver at gemme sig fra problemerne, som var de små børn. Harrison forklarer nøgternt hvorfor Jodi er kontrolfreak og Todd er utro ved at fortælle om deres forældre og deres fejltagelser.

… godt det ikke er mig

Som læser bliver jeg trist på Jodi og Todds vegne. De kunne have haft et langt lykkeligere forhold og blevet gamle sammen, hvis de havde været bedre til at tale sammen. Reflektere over dem selv og deres handlinger. Hvis de havde været bedre til at sætte sig ind i den andens tanker og følelser og hvis de begge havde konfronteret deres dæmoner på et tidligere tidspunkt i deres liv. På sin vis fritager Harrison dem begge for de fejl de begår. Det virker som om de ikke kunne have opført sig anderledes, fordi de er et produkt af deres forældres fejltagelser og det gør, at man som læser tvinges til at reflektere over sit eget liv.

Du skal ikke læse bogen for spændingsplottet – det er kun en motor for at skubbe Jodi ud i en situation hvor hun ikke kan bunde, og undersøge hvordan hun reagerer dér. Hvis du kan lide at prøve at forstå mennesker og de mekanikker der driver os til at tage valg, er denne bog noget for dig. Den er desuden skrevet i et flydende, klart sprog som gør den nem og behagelig at læse.

Obs: Politiken har aldeles venligt sendt mig et eksemplar af bogen.

Forfatter:
Udgivelsesår:
Forlag:
Genre:

Skriv et svar

Close Menu