Den udstødte

  • Post category:Bøger

I 50’ernes England kommer Lewis’ far hjem fra krigen. Lewis er 10 år, og kan ikke huske sin far særlig godt, og har knyttet sig stærkt til sin mor, som måske drikker en smule for meget. Familien bor i et mindre landsbysamfund, et stykke uden for London, hvor alle holder øje med alle – og dømmer dem, der træder udenfor.

Lewis leger med de andre børn, og er især betaget af naboens smukke datter Tamsin, og overser helt lillesøsteren Kit der opfatter Lewis som den største helt i hendes verden. Da Lewis mor dør ved en ulykke, er der ingen, slet ikke hans far, som magter at tage sig af den 10-åriges afgrundsdybe sorg. Den vokser, den bider sig fast, og den manifesterer sig som fysiske smerter hos Lewis, der må gennemgå det hele alene, mens landsbyen (og hans fra) dømmer ham og giver ham skylden for moderens død.

Knuger sig fast

Den udstødte er en knugende roman, der bider sig fast fra første side, som starter med, at den halvvoksne Lewis vender hjem til sit barndomshjem efter et ophold i fængsel, og derpå springer bogen næsten 10 år tilbage i tiden, og begynder at trevle begivenhederne op.Nu er der ingen vej tilbage: som læser må vide, hvordan Lewis endte i fængsel og hvad det var han gjorde, som var så forfærdeligt.

Historien folder sig ud med en begivenhed af gangen, som alle bærer ved til det bål der brænder i Lewis, og man kan hele tiden se ham træde et skridt nærmere mod den uundgåelige afgrund, og det er næsten ikke til at bære. Beskrivelsen af, hvordan det lille, lukkede samfund afviser en dreng i dyb sorg er tænderskærende, og samtidig nemt at forestille sig blandt det bedre borgerskab i et England som prøver at komme sig ovenpå 2. verdenskrig.

Litteratursidens omtale.

 

Forfatter:
Udgivelsesår:
Forlag:
Genre:

Skriv et svar