Der er ingen ende på Paris

Der er ingen ende på Paris

Det er måske storhedsvanvid, at mit første indlæg er om en bog af Hemingway. Man skal være klog og erfaren for at læse og sætte pris på bøger af De Store Forfattere – ikke? Det er en misforståelse. Hvis der er noget, man bør læse, mens man er uvidende og ingen erfaring har, så er det dem.

Jeg købte Der er ingen ende på Paris til en ferie i Paris. Det har en særlig charme at læse om det sted man befinder sig. Man kan stadig besøge boghandlen Shakespeare & Co, selvom den ikke ligger på samme sted som den gjorde på Hemingways tid, men hans ånd fulgte med til den nye adresse. Man kan nemt se Hemingway for sig, på en fortovscafé med sin notesbog og et glas vin.

Jeg blev ikke færdig med bogen på ferien og den har samlet støv indtil nu. Starter man på en bog om et sted mens man befinder sig stedet bogen handler om, er det rarest at læse den færdig mens man er der. Når man kommer hjem forsvinder noget at magien.

Tilfældigvis kan København på en søndagsmorgen godt ligne Paris, hvis man kniber øjnene sammen og ignorerer skraldet fra byturene dagen før, så halvandet år forsinket, fik jeg endelig læst Der er ingen ende på Paris færdig.

Hemingway præsenterer alle klichéerne om hvordan en rigtig forfatter skal opføre sig i Der er ingen ende på Paris. Man skal nemlig …

… være fattige
… skrive sin bøger på fugtige og kolde loftsrum
… drikke alkohol i baljevis og helst dø af det
… være forelskede, helst ulykkeligt
… være kunstnerisk boheme

Sande ord i Der er ingen ende på Paris

Hemingway bemærker til sidst i bogen, at “denne bog er fiktion, og mange ting er blevet ændret for faktisk at forsøge at tegne et billede af en sand tid” men ordene føles sande. Hans historier om at skrive på fortovscaféer, diskussioner over vin med Ezra Pound og F. Scott Fitzgerald, litterære saloner hos Gertrude Stein og ture på væddeløbsbanen føles som at være der selv.

Læs Hemingway så snart du kan. Han er nem at forstå, ingen kringlede sætninger og korte historier, så han er overskuelig – men han skaber lyslevende, knivskarpe billeder på din nethinde.

Ludfattige amerikanske kunstnere flokkedes til Paris i mellemkrigsårene fordi kursen var lav. Forestil dig, at alle de største kunstnere fra den periode færdes i samme by, hang på caféer i Montparnasse og diskuterede, skrev, malede, spillede musik, elskede og drak.

Hvis du efter denne bog har brug for mere parisisk nostalgi, så tag og se Woody Allens Midnight in Paris, hvor Owen Wilson rejser tilbage i tiden og møder Hemingway og Fitzgerald. Derefter skal du læse tegneserien Kiki fra Montparnasse, som er historien om modellen, natklubsangerinden og kunsteren Kiki, som var muse for kunstfotografen Man Ray (og en del andre) i Paris i 20’erne.

Forfatter:
Udgivelsesår:
Forlag:
Genre: ,

This Post Has 2 Comments

  1. Og hvis man ikke har fået nok af så er Gertrude Steins “Alice B. Toklas’ selvbiografi” et fantastisk besøg i Alice og Gertrudes berømte kunstnerhangout/hjem i mellemkrigstidens Paris, hvor Gertrude og Picasso disputerede i salonen, Matisse drak vin i udestuen og Alice stod i køkkenet. Man kan med fordel samtidig smovse i en af retterne fra Alice’s kogebog. Gerne fra afsnittet “retter til kunstnere” eller “Lidet kendte franske retter”, hvor man kan lære at lave rokke i sort smør eller ung høne i halvsorg.

    1. DEN skal jeg læse! Jeg er helt pjattet med de to, muligvis nok lidt farvet af “Midnight in Paris”, men det er DET sted jeg ville vælge at tage hen først, hvis jeg havde en tidsmaskine!

Skriv et svar

Close Menu