Det år vi gik til begravelser

  • Post category:Bøger

Det år vi gik til begravelser handler om Julie som flytter til New York for at komme væk fra sin dysfunktionelle familie.

Indlægget er tidligere bragt på den nu nedlagte trilogien.dk

Kort om bogens handling: New Yorks tiltrækningskraft på søgende eksistenser virker også på Julie, som er hovedpersonen i Det år vi gik til begravelser. Som ung flygter hun fra sin forliste familie og flytter fra den ene triste New Yorker-hybel til den anden, i søgen efter billigere husleje og en ny identitet. Et lykketræf skaffer hende et job som assistent for en kendt litterær agent, som sætter hende til at være ghostwriter for den aldrende forfatter Lawrence Scott.

Bogen skifter mellem Julies nutid i New York, hvor hun er alene med sin datter, og historier om hendes barndom, fortalt som minder. Som læser ved man aldrig helt hvor meget af minderne der er sandhed, ikke mindst fordi Julie åbenlyst indrømmer, at dele af minderne ikke er beskrevet helt som de skete. Julie har i det hele taget et anstrengt forhold til sandheden. Hun lyver ikke, men hun digter. For eksempel skriver hun breve til sin datter, som var de fra pigens mormor, med rosenrøde historier om Julies barndom.

Julie foretrækker klart at omskrive sin historie, eller ignorere den fuldstændig. Problemer løser hun ved at flygte fra dem, indtil de få, tætte venner hun har, tager hende i det. En af de nære venner er hendes underbo Mr. V, en aldrende transvestit, som fungererer som reserve-bedstefar (og bedstemor) for datteren NB. (Mr. V er en karakter som Rostrup skal have ros for. Han er nemlig tilfældigvis transvestit og ikke med i bogen fordi han er transvestit).

Det år vi gik til begravelser handler om at acceptere sig selv og sin fortid og om hvorfor man vælger at lyve for sig selv og dem man elsker. Den handler om alt det der batter for os allesammen: Familie, kærlighed og at finde et sted at høre til.

Cosmopolitans, eller sådan gør man bogbloggere glade
Politikens forlag ved hvordan man lokker bogbloggere: Hele Trilogien mødte forventningsfulde op til cosmopolitans og blogger-aften med forfatter Henriette Rostrup. Vi glædede os især til saftige historier fra de år, hvor Rostrup selv boede i New York, og arbejdede for en litterær agent. Bogens beskrivelser af bogbranchen virker meget autentiske, så vi var vældig nysgerrige efter at vide, hvor meget Rostrup har lånt fra virkeligheden. (Svaret er, at hun selvfølgelig ikke har lånt noget specifik, men småting fra her og der).

Henriette Rostrup fortæller
Henriette Rostrup fortæller

Bogens Julie bor i den samme lejlighed som Rostrup selv boede i, og lokalkendskabet til byen skinner igennem. Jeg har kun været én gang i New York, men Rostrup fanger byens stressede vibrationer uden at komme med lange miljøbeskrivelser eller overdænge en med facts og research, og bogen har en autentisk vibe som kun kan komme fra en forfatter der kender sin lokation. Rostrup forklarede, at New York er en by man ikke behøver beskrive særligt meget, da de fleste har et forhold til den, også selvom de aldrig har været der, og det fungerer fremragende.

Hemingway, nej vent …

Min (Malene) yndlingskarakter i bogen er forfatteren Lawrence Scott, som Rostrup fortalte, er inspireret af en særlige race af aldrende, tweedjakke-klædte, New England-forfattere. Det er mænd som Phillip Roth, John Irving og Hemingway. Gamle giganter som engang skrev fantastisk, men nu er faldet af på den. Scott har selv et lemfeldigt forhold til sandheden (bemærk også anekdoten som er nuppet fra Hemingway), og de to får et særligt forhold. I det hele taget lærer vi Julie at kende gennem hendes forhold til mændene i hendes liv: Hendes far, dem hun har et forhold til, den hjælpsomme Mr. V og Lawrence Scott.

En kompliceret karakter

Det interessante ved at diskutere en bog er, at de har taget noget helt andet med fra bogen, end man selv har. Vi var otte mennesker til bloggeaften og havde meget delte meninger om Julie og de beslutninger hun tager. Vi spoiler ikke, bare rolig, men Julie gør noget til sidst i bogen, som folk reagerer stærkt på og er uenige om. Rostrup fortalte, at folk kommer op til hende og afkræver at få at vide, hvad der sker med karaktererne efter bogens afslutning og reagerer på samme måde som vi gør. Hun virkede tilfreds med at have skrevet en karakter som i den grad vækkede stærke følelser hos folk!

Julie er i det hele taget en af de bedste karakterer jeg – vi på Trilogien – har læst længe. Hun er kompliceret og besværlig og hun flygter fra sine problemer, men hun føler også stærkt, og har et stort hjerte, som hun har gemt godt – hun er sgu bare så utrolig menneskelig, og det er virkelig fedt at læse!

“… vi alle er født under nogle vilkår og omstændigheder som kan være mere eller mindre dysfunktionelle, og vi skal rykke os fri af dem”

Rostrups temaer er noget de fleste kender til: Kærlighed, familie og identitet. Hun forklarede det selv med, at vi alle er født under nogle vilkår og omstændigheder som kan være mere eller mindre dysfunktionelle, og vi skal rykke os fri af dem – også selvom vi er vokset op i en kernefamilie.

Det føles som en oversat bog, og det er en kompliment

Bogens sprog og tone er meget anderledes end den minimalistiske tone som er så populær herhemme. Rostrups karakterer har psykologisk dybde, uden det bliver navlebeskuende, og hun har samtidig skruet et godt plot sammen, noget der virker som et skældsord for nogle danske forfattere. Det er dog ikke så underligt at Rostrup skriver en smule udansk, for hun er mere inspirerede af amerikanske end danske forfattere.

Jeg vil gerne sige noget negativt om bogen, bare for en god ordens skyld, men der er altså ikke rigtig noget. Beskriver man bogens plot kort: “Ung kvinde flygter til storby, møder lækker mand som hun har on/off-forhold til og lander et drømmejob i en fantastisk branche” lyder det som plottet til en amerikansk, romantisk komedie. Men det er bogen ikke. Den har et karaktergalleri og et plot man kender andre steder fra, men de er alle beskrevet originalt, anderledes og utrolig menneskeligt.

 Malene tager flittigt noter, mens Henriette Rostrup fortæller.

I stedet for at anbefale noget der ligner denne bog, kommer her i stedet de forfattere og bøger Henriette Rostrup er inspireret af: Jonathan Lethems Motherless Brooklyn og Fortress of Solitude, Michael Chabons tidlige bøger, Elizabeths Strouts Olive Kitteridge og Annie Proulx The Shipping News og Brokeback Mountain. Hun nævnte også nogle franske og iranske forfattere, som jeg ikke kunne stave til, men anbefalingen må være, at huske at læse forfattere af andre nationaliteter end dansk, amerikansk og britisk.

Forfatter:
Udgivelsesår:
Forlag:
Genre:

Skriv et svar