Døden kører Audi

Waldemar er håbløst syg.

Han lider af adskillige syndromer, der alle kunne slå ham ihjel. Han bor i det trøstesløse Stenløse, hjem for folk på overførselsindkomst, pensionister og andre der er støttet af kommunen, og her kommer Asger, hver dag for at hjælpe ham – på kommunens regning. Asger var engang reklamemand, men en stor bommert efterlod ham uden job, kæreste og bolig, og i bunden af spiralen lå jobbet som handicapmedhjælper for Waldemar.

Waldemar og Asger former en slags venskab med hinanden, mens de tager små udflugter ud i Stenløse og omegn. En tur til supermarkedet for at få frostkyllinger på tilbud ender i det rene slapstick, mens en tur til Ikea for at købe en ny hovedpude til Waldemar, er noget af det sjoveste jeg har læst længe. Men alt er ikke lutter lagkage og udflugter på kommunens regning, Waldemar har, trods sine mange lidelser, et håb om at blive helbredt. Han overtaler Asger til at tage en roadtrip gennem Europa, til Marokko, hvor der bor en healer, som helbreder folk med lidelse som Waldemars.

Afsted de kører, i et gammelt folkevognsrugbrød – og døden som påhæng, i en audi.

Endelig noget der ikke er på formel

Jeg lovede mig selv, i starten af 2012, at jeg i år ikke måtte læse nogle krimier, fordi jeg var træt af de håbløse plots med gennemskuelige historier, og politibetjente med et ødelagt privatliv. Vender man sig af med krimilæsning, venter der læseoplevelser som denne her om hjørnet. I mangel af et mere beskrivende ord, bliver Døden kører i Audi oftest omtalt som sjov, men det er for snævert et ord til at beskrive bogen. Tragikomisk, måske? Underfundig? Satirisk?

Foss’ beskrivelser af de indbyggere i Stenløse, hvis eneste indkomst kommer fra kommunen, er mere sandt end så meget journalister har pøset ud i aviser i år, om Fattig-Karina og SU-Sofie. Det liv de har, hvor kommunen giver dem penge, at de er afhængige af dem som en forældre, som de samtidig kræver og kræver fra, under dække af at have ret, er kostelig samfundssatire.

Sprog i særklasse

Sætningskonstruktionerne, ordens rækkefølge, dialogen – det er musikalsk, klart, enkelt, uden unødvendige falbelader og krøller. Det giver plads til læserens egen fortolkninger og indre billeder, men hjælper alligevel på vej uden man opdager det, og uden at overtage.

Læs den, og læs den snart. Kristian Bang Foss har også skrevet to andre bøger, Stormen i ’99 og Fiskens vindue.

Bogomslaget er forresten lavet af den Berlinboende kunstner Mathis Rekowski.

Anmeldelser

Forfatter:
Udgivelsesår:
Forlag:
Genre:

Skriv et svar

Luk menu