Englens spil

Englens Spil er en dragende, mystisk fortælling om den unge forfatter David Martín der bor i 1920’ernes Barcelona, som på dette tidspunkt er en mørk, hærget by præget af forbrydelser. David mistede sine forældre i en ung alder, men hele hans liv har bøger været hans trofaste følgesvend, og bliver både hans redning og hans undergang.

Som barn får han bogen Store forventninger af Charles Dickens foræret af boghandleren Sempere, som bliver en af de få holdepunkter i hans liv. Som teenager får han job som stik-i-rend-dreng på en af byens småaviser, og får chancen for, at skrive en romanføljeton på avisens bagside, som siden fører til, at han ender hos et forlag ejet af to skruppelløse halvforbrydere, der presser Davids evner til det yderste. Bogserien De fordømtes by, en såkaldt penny dreadful-serie, nyder stor succes, til stor glæde for en anden af hans få venner, den noget ældre rigmandssøn, Pedro Vidal, som har været hans økonomiske velynder i mange år.

David bliver presset fra flere sider, og da han næsten ikke kan tage mere, dukker en mystisk fransk forlægger med et italienske navn, Andreas Corelli, op, og giver ham et tilbud han ikke kan afslå. For en enorm sum penge, skal han skrive en særlig bog, en bog der kan omvende folks tanker – en slags ny verdensorden. Han siger ja til tilbuddet, og herefter går det kun ned af bakke for David, mens ulykker og dødsfald sker omkring ham. Varsler om hans snarlige undergang dukker op flere steder fra, bl.a.opdager han, at han har haft flere forgængere, forfattere som ham selv, der tog imod et lignende tilbud fra den samme Corelli – og betalte med deres liv.

En spansk trailer for bogen – bare den spanske speak, som jeg ikke forstår et kvæk af, øger mystikken…

En forhistorie

Englens spil er udgivet 7 år efter Zafóns første bog på dansk, Vindens skygge, men er faktisk en prequel til den. Vindens skygge har undveget mig i mange år. Den har stået på min ønskeseddel næsten siden udgivelsen i 2001, men jeg har aldrig fået den (det er forbandelsen ved at arbejde i en boghandel, ingen køber bøger til dig!), og jeg har aldrig lånt den, da det føltes som en bog der burde ejes.

Englens spil stod og så ensom ud på bibliotekets hylde, så jeg tænkte, at jeg kunne starte der i stedet.

Og hvilken bog.

Jeg skal have fat i Vindens skygge. Pronto!

Den indeholder så mange skønne læsekvaliteter, at de fejl den har, ikke skal lægges den til last. For det første er Zafón uendelig god til, at bruge sine virkemidler – han har et drys af Raymond Chandlers detektivromaner, med sin beskrivelse af det undergangsramte Barcelona, en byronsk helt i David Martín, bøger der er farlige at læse, en umulig kærlighed, en kæk og vittig heltinde, og et farverigt persongalleri der blandt andet består af vidende ældre boghandlere, korrupte betjente, hekse og andet godtfolk. Englens spil er en gotisk roman, den indeholder stort set alle de klassiske ingredienser, lige fra den mystiske kvinde i hvidt til det gamle, hjemsøgte hus. Samtidig er den så overdreven, at den føles som en parodi på selvsamme genre, noget min favoritforfatter Jane Austen gjorde aldeles yndigt i Northanger Abbey.

Gothic novel
Typisk gothic novel-stemning. Billede lånt fra The Gothic Novel.

Bogen er filmisk i sin kvalitet, både de mundrette, kvikke dialoger, og de mange scener og lokationer i Barcelona, ikke mindst biljagten mod slutningen af bogen. Jeg forestiller mig, at det kunne blive en prima grafisk novelle. Desuden strør Zafón om sig med litterære referencer, både åbenlyse, som fx at Isabella kalder David Mr. Rochester, men også fortællestrukturen, som har en helt, en heltinde, en gammel vismand der dør før helten kan klare sig selv, en ond skurk der vil overtage verden osv, osv.

Samtidig er bogen også et spin på Faust, Dantes klassiske fortælling om en mand der sælger sin sjæl til djævelen.

En bogelskers bog

Som en lille del af plottet bliver David introduceret for De Glemte Bøgers Kirkegård, et hemmeligt sted under Barcelona, hvor glemte bøger bevogtes. Den gamle boghandler, Sempere, som beskytter David, viser ham stedet. Sempere mener, at alle bøger indeholder et stykke af forfatterens sjæl, og et stykke af sjælen fra alle personer der har læst bogen, hvilket lader den leve evigt. Det fik mig til at tænke på Harry Potter. I flere omgange får Harry at vide, at så længe man husker og mindes de folk man har mistet, f.eks. hans mor og Dumbledore, vil de aldrig rigtig dø, men leve videre i erindringen hos dem der har kendt dem. Sempere mener helt klart, at bøger er næsten levende væsener, og har givet gaven at læse en god bog til mange igennem sit liv.

Englens spil er derfor også en bog om folk der elsker, bøger, eventyr og fortællinger, skrevet af en mand, der selv værdsætter bøger og læsning.

Løse ender i alle hjørner

Bogen er et filtret garnnøgle af løse ender og ubesvarede spørgsmål, men jeg vælger at tro, at nogen af dem bliver løst ved at læse Vindens skygge, og samtidig vente tålmodigt på de to yderligere bøger i den kvartet Zafón har besluttet sig for, at de to bøger er en del af. Da jeg alligevel har trang til at prøve at få rede på bogens mangeartede plot, skal du ikke læse videre, hvis du ikke har læst bogen.

E.L. Fay har skrevet et rigtig god essay om sit synspunkt på bogen, og på Goodreads er der også mange interessante teorier. Læs også Zufóns egen kommentar til bogen – ikke at det giver meget klarhed, men det hjælper da lidt.

Fra det gamle Barcelona. Lånt fra Fotos Con Historia.

En læser forklarer her, hvorfor han blev skuffet over at læse Englens spil, og kommer med den interessante tolkning, at David faktisk er Zafón selv, og at bogen Store forventninger er en slags hint om, hvor svært det er at skrive bog nr. 2 til en verdensomspændende succes som Vindens skygge. Det er en interessant tolkning, som i den grad giver mening og kun vil højne min egen opfattelse af Zafón som virker som en mand med en god portion humor. Som læseren herover, følte jeg også ind imellem, at jeg blev taget ved næsen mens jeg læste. David pointerer selv, at måske burde han være død, i stedet for hans pseudonym Ignatius B. Samson. Hinter Zafón igen om, at han selv kan have lyst til at skrive under pseudonym?

Spoileradvarsel – læs ikke videre, hvis du ikke har læst Englens Spil.

Spoilers: de sidste hundrede sider efterlod et væld af spørgsmål

  1. Var det Diego Marlasca der slog Cristina ned og lagde manuskriptet på plads, eller var det David selv? Politidirektør Grandés kommenterer, at David har haft englebrochen i sit revers hele tiden. Vi har ikke fået at vide, at han har sat den der efter at have samlet den op – så er Corelli egentlig hans alter ego, eller måske nærmere Corelli der har besat David?
  2. Hvorfor har Diego Marlasca og David Mártin de samme initialer? Diegos navn er ekstremt spansk, og Davids navn er nærmest bibelsk og enklere?
  3. Det var så Jaco der lå i Marlascas grav i hans sted? Og den rigtige Ricardo Salvatore var fanget i Tårnhuset for at udgøre “den rene sjæl”, som den rigtige Marlasca mente han havde brug for?
  4. Hvad var det lige med den heks Somorrosto? Hvorfor havde hun et ar over halsen – når det var den måde hendes mor angiveligt var blevet dræbt på?
  5. Hvad med alle de ting Grandés påstod han havde fundet ud af, om Davids historie. Var det sandt, eller var det bare noget han bildte ham ind, for at indgyde ham tillid, så han stolede på ham? Jeg hælder mod det sidste.
  6. Prøvede Corelli at trænge ind i Cristinas sind – nogen prøvede i hvert fald. Hun siger “Jeg lod ham ikke komme ind”, og “Jeg må gå. Før han ser dig”, som om, Corelli han trænge ind på David via Cristina. I sidste ende indrømmer han også, at det var ham der tog Cristina fra David – dvs. han overtalte hende til at begå selvmord.
  7. “Besatte” Corelli måske David på De Glemte Bøgers Kirkegård, da han så sig selv i spejlet, men med mørke, sorte øjne?
  8. Hvem er ham Corelli? Er han Lucifer, dvs. den faldne engel, som Roures, magikeren, fortæller David? Det giver jo mening – det sorte jakkesæt, ulvesmilet, englebrochen – og ikke mindst hans dagsorden om at overtage verden ved hjælp af en ny verdensreligion. Lucifer var, forresten, oprindeligt navnet på stjernen Venus ved morgengry, men endte på en eller anden måde med at blive navnet på den ærkeængel der blev udvist af Himmerige.
  9. Hvad med den forfatter som Corelli havde fat i allerførst, som boghandler Barceló fortalte David om? Hvor passer han ind? Vil Corelli bare fortsætte med at antaste forfattere, til en af dem rent faktisk får skrevet den fabel han gerne vil have?
  10. Måske døde David rent faktisk af den hjernetumor. På Goodreads blive det foreslået, at de sidste to akter i bogen faktisk er et opspind, en alternativ virkelighed David oplever, som følger af tumoren. I den teori passer epilogen fint ind – her dør han endelig, efter lang tids sygdom, og bliver forenet med Cristina.
  11. Hvis det meste af historien er opspind i Davids hjerne, forklarer det måske sammenfaldet mellem hans og Diegos navne. Marlasca levede virkelig, men døde som de fleste troede han gjorde, og resten af historien er spin i Davids hjerne, som vi skal huske er vandt til at skrive præcis den slags historier, om mord og forræderi.
  12. Vi ved ikke hvor længe, tumoren har siddet i hans hovede – måske sad den der allerede, da David havde oplevelsen med Chloé?Det forklarer også, hvorfor han virker så omtåget og ikke sørger over de forskellige dødsfald – deriblandt Cristina, Pedro Vidal og Sempere. Enten er han i chock, og kan ikke absorbere det, eller også er det en drøm, og derfor ikke oplevelser der kan give virkelige følelser.

Mærkelig fakta, som måske ikke betyder noget overhovedet:

  1. Ismael, navnet på Marlascas dreng der døde, var også navnet på profeten Abrahams første barn, som han fik med en slavekvinde, fordi hans egen kone, Sara, ikke kunne give ham børn.
  2. Semper betyder altid på latin. Som i boghandler Sempere. Måske.
  3. Da David rejser fra Barcelona joker han med, at kaptajnens navn er Charon. Det var navnet på færgemanden der i græsk mytologi sejlede de døde til Hades.
  4. Det er ret sjovt, at David skal skrive 6,66 sider om dagen for de to gerrige forlæggere, for at opfylde sin kontrakt – sin kontrakt med djævelen, oder was?

Dette indlæg har 1 kommentar

  1. Håber du har fået læst Vindens Skyge, ens fortolkning af verden, bliver aldrig helt den samme igen 🙂

Skriv et svar

Luk menu