Et stykke af månen

Et stykke af månen

“Et stykke af månen” handler om 16-årige Dina som har albinisme og det får hende til at føle sig forkert og udenfor. Hun forelsker sig pladask i den seje fyr Luke i læderjakken, men hendes bedste veninde Amalie er også varm på Luke. Og så er der jo hendes bedste ven Michael, som også har albinisme – og som deler hendes interesse for skrivning. Scenen er sat for teenage-forelskelses-drama.

Høst & Søn inviterede en gruppe bogbloggere til citronmåne med jordbærthe, hvor forfatter Camilla Wandahl fortalte om romantik og skrivning. Wandahl havde fem råd til at skrive en god kærlighedshistorie, og dem har vi taget udgangspunkt i, i vores samtale om Et stykke af månen. Følger Wandahl sine egne råd?

Samtalen er spoilerfri!

Råd #1: Forelsk dig ofte og Råd #3: Husk detaljerne

Eftersom vi ikke selv skal skrive om forelskelse, talte vi i stedet om Wandahls måde at beskrive forelskelse på.

Malene: “Jeg synes at hun beskriver forelskelse godt. Det sanselige ved det, at man bemærker den andens hår, hænder, tøjet de har på osv.”

Marianne: “Det gør hun rigtig godt. Man er slet ikke i tvivl om, at Dina er dødforelsket.”

Malene: “Helt klart! Jeg synes dog det bliver for meget med alle de beskrivelser. Jeg savner noget plot. Det bliver en tand for meget med kun sanse-beskrivelser. Det er dog nok smag og behag, nogle vil helt klart elske det.”

Marianne: “Tror du ikke vi så er tilbage ved præmissen? Unge piger og følelser er sat i uendelighedstegn.”

Malene: “Jo, og det er måske problemet, for ingen af os er den der pige med de store følelser, ikke engang som teenagere. Der er dog sikkert er en stor gruppe piger som vil sluge den råt. Jeg savnede nogle mere udviklede karakterer. At romanen forløb over længere tid – altsammen noget som fx Anna og det franske kys-serien har. Jeg elsker den slags romantik hvor de elskende må skilles og tæres hen af længsel, eller hvor de langsomt forelsker sig – som i Stolthed og Fordom, hvor de nærmer sig hinanden, bliver uvenner, nærmer sig igen, skilles, finder sammen osv. Synes Et stykke af månen foregår over for kort tid.”

Marianne: “Hvor lang tid tror du den strækker sig over? Et par dage? Et par uger?”

Malene: “Jeg vil næsten sige dage, men det er vel et par uger? Mere er det ikke. Det virker som for kort tid i forhold til de mange refleksioner Dina gør sig.”

Marianne: “Enig. Der var nogle af personerne der kunne være interessante at få foldet mere ud. Endda at få foldet Dina mere ud.”

Malene: “Ja. Og veninden Amalie er for meget en kliché. Den ekstroverte festpige som er veninde med Dina, den introverte forfatter-veninde. Det slog mig desuden, at Dina virker ung i forhold til at være 16. Jeg har netop binchet tv-serien SKAM (som handler om en gruppe 16-åriges kærlighedsdramaer), og de er et helt andet sted.

Marianne: “Enig – de to piger er klicheer. Og det er måske også det der skal til, for at skabe noget drama i andedammen. To introverte piger kan vel aldrig rigtig blive uvenner over noget med fester og drenge?”

Malene: “Ja netop. Der ville aldrig blive den slags konflikt mellem introverte. De går bare hjem på værelset og gemmer sig.”

Råd #2: Skriv personer som man kan forelske sig i

Malene: “Forelskede du dig i Luke og Michael? Eller i Dina?”

Marianne: “Lidt Michael. Men kun fordi han jo bare er the good stand up guy. Forelskede du dig?”

Malene: “Ikke nok.”

Marianne: “Lille bitte forelskede? En du heppede på?”

Malene: “Luke var for meget en papfigur for mig. Han er jo historiens skumlende Mr. Darcy, men synes han var rimelig kedelig. Jeg heppede også på Michael!”

Marianne: “Men jeg kom sådan til at tænke på Beverly Hills. Luke er Dylan og Michael er Brandon.”

Malene: “Ja, helt vildt. Det evige trekantsdrama. Wandahl nævnte, at hun godt kan lide de her klassiske fortællemodeller, men jeg synes godt nok det var for tydeligt.”

Marianne: “GUD! Vi skal huske at tale om 3.g.’erne der var klædt ud og kastede karameller på sidste skole dag. Det sker lissom ikke. 3g’ere møder fulde op på sidste skoledag og får deres eksamensfag at vide.”

Malene: “Vi klædte os ud, mener jeg – men mødte stangstive op. Eller jeg gjorde ikke, men jeg er også introvert. Jeg synes karaktererne virker mere som 8.-9. klasser.”

Marianne: “Måske linien er så fin mellem 1.g og 9. klasse? Jeg husker det ikke. Vi var vel megavoksne dengang?”

Malene: “Vi synes helt klart selv vi var megavoksne. Nu er vi jo begge introverte – kan du se dig selv i Dina?”

Marianne: “Nja mja … Måske kan jeg godt genkende det der med at være dødforelsket i den virkelig lækre fyr henne i skolen. Men det er vist også det eneste. Måske det at have et rigt tankeliv uden rigtig at kunne få det udtrykt.”

Malene: “Ja, hun er en rigtig tænker. Uden at afsløre for meget, så ryger Dina ud i en del konflikter. Her savnede jeg at der blev skruet op for gassen, at der kom mere på spil. Jeg følte aldrig rigtig at Dina ikke ville få det godt til sidst.”

Marianne: “Nej, det var alt sammen sådan lidt halvt afsluttet. Og måske det viser meget godt det introverte kan være gode til. Lidt olie på vandene, pyh, så behøver vi ikke tale mere om det med følelser.”

Malene: “Haha, ja! Men ikke så spændende at læse om.”

Marianne: “Nej. Der kunne det have været fedt med fuld gas på pedalen. Og måske det så er svagheden. Der er for mange småkonflikter. I stedet for en kæmpe stor hvor det kunne sige bang

Malene: Ja. Igen, det med plottet – nogle udefra kommende elementer til at spænde ben for kærligheden kunne være godt.
Måske er den store konflikt det at være 16 år og forelsket, fordi det fylder DET HELE i den alder? Og vi er nogle gamle krager der ikke fatter det?”

Marianne: “Ja jeg tror det. Hvis bare vi havde været ti år yngre havde det sikkert være nemmere at forstå.”

Malene: “Ja, det er nok rigtigt. Ting der var dramadramadrama da man var 16 år, er nok mere pffft nu.”

 2/3 af Trilogien har hørt @camillawandahl_books fortælle om at skrive romantiske YA-bøger og dele ud af skrivetips. Tjek vores story for at høre Camillas tricks! // @marianneboegh og @malenehald #camillawandahl #etstykkeafmånen @rosinanteco

Råd #4: Fjern klicheerne

Marianne: “Erhm. Det skal vi nok snakke lidt om. Hele Dylan/Brandon/Kelly/Brenda problematikken”

Malene: “Ja, det går ikke skidegodt med det. Det er også Buffy/Angel/Xander. Og sikkert tusind andre historier. Men Buffy – og Beverly – var originalt. Det synes jeg ikke det er her. Luke mangler kun en Porsche så er han Dylan …”

Råd #5: Det hemmelige trick – som vi ikke kan afsløre, så vi taler om noget helt andet i stedet

Malene: “Så var der #5, som er et hemmeligt trick. Vi skal næsten ikke afsløre hvad det er, fordi så kan man gætte hvordan bogen ender! Men den handler om en plotmodel, og den følger bogen helt perfekt. ”

Marianne: “Ja, men det kan vi ikke snakke om, så afslører vi noget! Men Malene. Vi skal jo snakke om noget andet. Albinismen. Hvad siger du?”

Malene: “Ååh, albinismen. Jeg synes ikke det er nødvendigt, for at beskrive en 16-årig pige der føler sig udenfor. Det gør alle 16-årige vel på et tidspunkt, uanset om de har en sygdom eller ej.”

Marianne: “Ja. Jeg synes den kunne være båret igennem på at Dina var den introverte skriveglade pige. Der har været ven med Michael altid. De behøver ikke andet til at binde dem sammen end plain old venskab.”

Malene: “Helt enig. Jeg vil gerne have karakterer der forelsker sig og tilfældigvis har albinisme. Det synes jeg ikke fungerer her. Albinismen bliver lidt en exotisk, påklistret egenskab.”

Marianne: “Enig. Men måske er det sådan det er hvis man er Dina. Så er det ens livsverden. Man kan ikke anskues uden den, selvom det i virkeligheden er det, Dina rigtig gerne vil. Men kom nu søde forfattere. Giv os nogle bøger hvor mennesker bare føler og lever og ikke bliver båret gennem bogen med et totem af en sygdom.”

Malene: “Ja! Jeg savner karakterer der er båret af stærke personlighedstræk, som en kreativ, impulsiv Anne fra Grønnebakken eller en selvstændig, modig Ronja. De piger er ikke defineret af deres krops mangler – men af deres personlighed. Fx Grace fra John Greens En flænge i himlen. Hende husker jeg som modig, reflekteret, kærlig og tilfældigvis syg.”

Marianne: “Ja! Det var jo ikke noget problem at skrive bøger om seje piger før. Eller giv dem nogle superkræfter. Hvorfor er der ikke nogen Antboy eller Kaptajn Underhyler i pigeversionen? Ok, lidt en anden genre, men stadig.”

Malene: “Der er Pippi? Og ikke rigtig andre”

Marianne: “Girlpower! Kom så! Den sidste jeg ellers læste var Måske en dag. Der er ingen syge. Eller hov, der er noget med en. Men ikke med pigen. Til gengæld får hun sit hjerte knust.”

Malene: “Det sker jo.”

Marianne: “Hele tiden. Jeg savner i hvert fald karakterer der ikke er defineret af en sygdom. Ja. Tror du piger på 14-17 vil elske den? Skal jeg fx anbefale den på biblio?”

Malene: “Til de 13-15 årige, ja. Men ikke ældre (medmindre de er umodne). Den er fluffy og sød og letfordøjelig.”

Marianne: “Som et stykke citronmåne?”

Malene: “Præcis. Vi taler ikke stor konditorkunst her. Men det er også ok, alting skal ikke være Mette Blomsterberg.”

Marianne: “Nej, og nogle gange så er det ok at spise et stykke citronmåne.”

Malene: “Eller to. 3 stjerner?”

Marianne: “Mmm, ja. Lad os give den det. Når man piller det kyniske midt-trediverne væk fra os. Så er den tre værd.”

Malene: “Fnis. Jeg vil dog ikke anbefale den til voksne fans af YA. Ikke nok substans.”

Og med det ender vi på 3 store stjerner til Et stykke af månen af Camilla Wandahl, som blogger om at være forfatter lige her. Vi har  desuden begge fået bogen af Høst & Søn.

Forfatter:
Udgivelsesår:
Forlag:
Genre:

Dette indlæg har 2 kommentarer

  1. Rigtig fin måde at anmelde bogen på!
    Jeg knuselskede ellers, at der var en bog, som man bare kunne flyve igennem med et fluffy kærlighedstema – sådan nogle bøger har man bare brug for indmellem (synes jeg), og derfor endte jeg med at holde rigtig meget af den! På trods af, at jeg selv elsker YA der indeholder tungere emner og tabuer, så synes jeg, at den har var et frisk pust – men okay, jeg elsker også klichéer, og så passer den jo meget fint til det.

    Lige i forhold til det med 3.g’ere og karameller – det påpegede jeg også under betalæsningen, da jeg heller aldrig har hørt om sådan noget. Vi gjorde det også kun i 9. klasse 🙂

    1. Jeg synes faktisk det var lidt svært at bedømme den. Modsat andre YA’er jeg har læst, var den her for ung for mig. Jeg blev i hvert fald ikke fanget på samme måde som jeg ellers kan blive af YA’er. Men jeg har på fornemmelsen at det er fordi jeg er liiidt gammel og bitter 😀 // Malene

Skriv et svar

Luk menu