Før jeg lukker øjnene

  • Post category:Bøger

Christine vågner i sin seng, ved siden af en mand hun ikke kender. Da hun ser hans vielsesring går hun ud fra, at hun var fuld dagen før, og er gået med en tilfældig hjem. På badeværelset ser hun dog ikke den 29-årige kvinde i spejlet hun forventer, men en kvinde på 47 år. Hvem er hun?

Obs! Jeg har vundet denne bog i en konkurrence på Facebook for forlaget Lindhardt & Ringhof – til gengæld skulle man afgive en anmeldelse. På nuværende tidspunkt har jeg ikke givet anmeldelsen videre, fordi den – nå, ja, nok ikke fremmer salget.

Manden er vågnet og fortæller, at han er hendes mand, Ben, og de har været gift i 30 år og at hun lider af retrograd amnesia, dvs hun kan ikke huske en bjælde af sit liv, siden hun var ude for en ulykke 20 år før. Hendes hukommelsestab er en sjælden slags: hun kan huske alt fra hun vågner, til hun falder i søvn igen om aftenen. Næste morgen vågner hun, og har glemt alt. (ligesom i den der film med Adam Sandler og Drew Barrymore).

Da hendes mand, som elsker hende eget højt, tager på arbejde, bliver hun ringet op af en mand, dr. Nash, der præsenterer sig som en psykolog hun har mødtes med de sidste par uger. Han beder hende om at mødes med ham og giver hende en dagbog som hun selv har ført de sidste par uger, på hans opfordring. Hendes mand ved ikke at de mødes – han har ringet dagligt for at minde hende om dagbogen.

Hun tager hjem, og begynder at læse dagbogen. Her skifter romanen til dagbogen – og vi læser med. Dagbogen udgør mere end halvdelen af bogen, og langsomt stykker Christine sit liv sammen. Hvorfor lyver Ben for hende om forskellige begivenheder i hendes liv? Eller er det dr. Nash der lyver? Fik de børn – og hvor er de? Og hvorfor har de ikke så mange fotos af deres liv? Christine begynder så småt at mistænke, at ikke er alt er som det ser ud til .. Dada-da-daaaam!!!

Usandsynlig – mere end de fleste thrillers

Når man starter på en thriller, ved man, at man skal mistænke alle karakterer i bogen én efter én. Nogen vil gøre noget ondt mod nogen i denne her bog, det er hele pointen med en thriller. Men hvem? Mod hvem? Og hvad? Som forholdsvis garvet krimilæser, og med en bog med et meget lille persongalleri, skal der ingen Einstein til at regne ud, at den skyldige enten er Ben eller dr. Nash, og skal der altså et plot twist eller to til, at ma ikke kan regne handlingen ud fra starten af

Denne  bog er … usandsynlig. Ok, det er de fleste thrillers, men for at fungere, skal de have et eller andet form for hold i virkeligheden, som gør, at jeg som læser køber præmissen. Der skal være en menneskelig dimension som griber mig som læser, så jeg føler personernes angst eller nervøsitet ellers er jeg ligeglad med, hvad der sker med personerne. Og fint nok, det ER en plotdrevet roman, men det er roderi i logikken, og det duer ikke i en plotdrevet roman: hvilken mand forlader sin kone med hukommelsestab alene hjemme hver dag? Hvilken plejefacilitet lader hende udskrive sig selv? Hvor er de sociale myndigheder henne? Hvor i alverden prøver Christine aldrig at holde sig vågen i længere tid en én dag af gangen?

Det der generer mig mest, er dagbogen. Den er ikke skrevet som en klassisk dagbog, men som en roman. Forklaringen er, formoder jeg, at Christine var romanforfatter før hun fik hukommelsestab, og derfor skriver dagbog anderledes end de fleste andre mennesker – med dialog, samtaler, beskrivelser.Så lad os sige, at jeg accepterer det, selvom det virker ulogisk. Men når hun skriver, at “det følgende er kradset ned i al hast”, men stadig har tid til lange, velovervejede sætninger og sproglige finesser, så holder det ikke længere. På omslaget kaldes det en “meget litterær thriller”, og jeg går ud fra, at man her mener, at bogen har sproglige kvaliteter som er ud over en normal thriller. Men der er ingen leg med sproget, der er ingen forskel i den måde dagbogen og rammefortællingen bliver fortalt. Der er ingen forståelse af, hvordan dagbogssprog er – eller en brug af sproget der stemmer overens med Christines tilstand i skrivetidspunktet.

Watson elsker også “stil et spørgsmål for at øge spændingen”-tricket. “Hvorfor løg Ben for hende? Hvilken betydning havde det for deres forhold? Og hvorfor sagde Dr. Nash som han gjorde? Ville dette give hende nøglen til hendes fortid?” Det trick virker ikke længere, når det gentages flere gange i hvert kapitel.

Watson har glemt at lytte efter det slidte, men stadig virkelig vigtige dogme: “show it, don’t tell it”. Der er for mange ting man blot får refereret, og det er selvfølgelig fordi, han bruger dagbogstricket. Men i stedet for at udnytte sit egen benspænd og skabe en kreativ fortælling vha dagbogstricket, modarbejder han det med romansprog. Vi får heller ikke afslutningen på det voldelige klimaks, ingen tårevæddede gensyn med savnede familiemedlemmer og en alt for kort og abrupt afslutning til sidst.

Bogen starter godt, præmissen er købt: og forfatteren taber det hele på gulvet med et forudsigeligt plot og kedeligt sprog.

Forfatter:
Udgivelsesår:
Forlag:
Genre:

Skriv et svar