Fra drømmenes bog

I et fiktivt 1840’ernes København, med intakte volde og enevælden på hæld, mister Arthur sin far, og ryger ud i kriminalitet. Han bliver reddet på vippen af den mystiske Mortimer Welles, en bogrestaurator med nebengeschäft som bogdetektiv, der kan opklare mysterier om stjålne bøger med samme evner som Sherlock Holmes.

Arthur kommer i lære hos Welles, og bliver snart viklet ind i flere forskellige mysterier. For det første styrer det fiktive Bogministerium hvad byens borgere må læse, og brænder de bøger der hver uge bliver blacklistet, ligesom borgerne ranginddeles ved hjælp af et Bibliotekskort, der giver dem adgang til forskellige typer af biblioteker, og for det andet forsvandt Mortimer Welles’ smukke kone sporløst 17 år før, og hun er ikke den eneste person der er forsvundet sporløst gennem tiden, uden nogen har løftet et øjenbryn. Samtidig går der rygter om et hemmeligt bibliotek der beskyttes af en orden af bibliotikarer, som gemmer alle de bøger Bogministeriet prøver at afskaffe. Arthur bliver selvfølgelig viklet godt og grundigt ind i alle tre mysterier.

Dansk forsøg på magisk realisme

Birkegaard prøver igen kræfter med den magiske realisme, og skriver om bøgers magi, som han gjorde i Libri de Lucca. Han har helt sikkert læst Vindens Skygge og Englens Spil med samme passion som jeg selv, for ligesom Carlos Ruiz Zafon kan Birkegaard genrens virkemidler, dog er han ikke ligeså god til at anvende dem som Zafon. Men, han skal dælme have ros for, at få middelalderkøbenhavn til at fremstå ligeså mystisk som Barcelona, og jeg har tænkt over Københavns historie, når jeg alligevel fjollede rundt med en café latte på vej i H&M.

Fra drømmenes bog har en smule startvanskeligheder, bl.a. bruger Birkegaard i ny og næ ældre danske ord, vel i et forsøg på, at gøre dialogen troværdig i forhold til tiden. Men fordi hans dialog 90 % af tiden er meget nutidig, skurer vendinger som “vor fader” og brugen af ordet “Karle!” (udtrykt af en tjenestepige, hvor hun i dag ville sige “mænd!”, da hovedpersonen ikke vil indrømme interesse i en pige) gevaldigt i ørerne. Selvom man skriver en historisk roman, behøver man ikke nødvendigvis gøre noget stort tjuhej ud af, om der er brugt vendinger fra den tid romanen foregår i, fiktiv eller ej, og Birkegaards sprog er absolut fint uden at skele til ældre udgaver af den danske ordbog.

Lidt trægt, men stadig spændende

Til tider går handlingen lidt trægt, men efter jeg kom godt ind i historien, blev jeg virkelig nysgerrig efter hvordan den endte, selvom jeg ikke synes at Birkegaard bruger sine karakterer godt nok. Arthur fungerer som en Watson til Welles’ pendant til Sherlock, men netop Welles’ evne til at opklare bogmysterier er ikke nødvendig for historien, og virker som et unødigt (og lidt kluntet) kip med hatten til Conan Doyle.

Birkegaard har rigtig mange gode, originale idéer, både til plotwists og karakterer, men jeg kunne godt ønske mig, at han følte lidt mere. Beskrivelser af steder og lokationer bliver for mekaniske, næsten kedelige – og jeg savner følelser hos karaktererne.

Welles bruger romanen på at lede efter sin kone, noget han har gjort i 17 år, og han reagerer hverken i den ene eller anden retning på det, ligesom Arthurs reaktioner på sin faders forsvinden også virker – ligegyldigt. Næsten alle løse ender bliver pænt samlet sammen i sidste kapitel, næsten for hurtigt og for nemt, og mit endelige indtryk er, at Birkegaard elsker at finde på historier og karakterer, men ikke er helt pjattet med, at få dem til at leve på papiret.

Det er dog stadig en bog jeg vil anbefale, om ikke andet for at læse en af de få danske forsøg på magisk realisme, og for et ældre København som baggrundstapet til historien.

Andre siger

Politiken og Tante B giver den begge 3 stjerner.

“Tilbage står det suggestivt ganske fascinerende signalement af København på tærsklen til moderne tider og modernitetens trængsler. Men også her måtte der gerne have været flere knaldperler i hjulsporet.” – Bo Tao Michaëlis, Politiken

“Selv drømmebøger skal vel læses i historisk kontekst, især når den selv har til hensigt at gøre op med elementer i den. For Birkegaard har mystikken så ganske taget over. Til tider ganske underholdende, men i længden perspektivløst.” – Niels Houkjær, Berlingske

Forfatter:
Udgivelsesår:
Forlag:
Genre:

Skriv et svar

Close Menu