Frøken Peregrines hjem for sælsomme børn

En pige med alvorlige øjne iklædt en flæsekjole fra forrige århundrede, kigger mørkt ud på læseren, som forundret opdager, at pigen svæver. Hvem er frøken Peregrine og er pigen en af de sælsomme børn der omtales i titlen?

Et bogomslag som dette lover en bog der emmer af mystik og victoriansk gotik og uhyggelige børn – svævende børn. Bladrer man løst igennem bogen, opdager man, at den er fyldt med fotografier, mærkelige, nogle gange manipulerede fotografier af flere børn der gør besynderlige ting: løfter en kampesten eller er dækket af bier. Jeg flåede denne bog ned af hylden da den kom på dansk, sikker på, at jeg ville få en eminent læseoplevelse.

Men det gjorde jeg ikke.

Jeg kunne tude, for idéen er rigtig god, og omslaget er noget af det bedste i år – men så stopper det dér. Riggs har fundet de her mærkelige fotos på et loppemarked, spørger sin redaktør om han vil udgive dem som billedbog, og redaktøren forslår at skrive en bog. Riggs går på jagt efter endnu flere fotos fra ihærdige samlere, og skriver en usammenhængende historie, rettet mod teenagere, men med et plot så tyndt og fuldt af huller at en 8-årig kan gennemskue det.

OBS – spoilers i det næste afsnit

Tag dog et skrivekursus

Billeder i bogen der skal forestille de samme personer, ligner på ingen måde de samme personer. Fx Emma, som der er flere billeder af. Udover at personerne på billederne på ingen måde ligner hinanden, svinger de også helt vildt i alder.

Hvad er meningen med de tre billeder som Jacob gennemskuer som manipulerede? Pigen i flasken, pigen i døråbningen og drengen med hundehovedet? Det kommer der ingen forklaring på.

Jacob nævner selv, at fotografiprocessen er dyr og besværlig. Frk. Peregrine påstår dog, at man har masseproduceret billeder af geister og delt dem ud til alle sælsomme i hele verden.

Og lige det med at dele ud – hvordan modtager de breve på øen? Jeg tror ikke, at det irske postvæsen bringer post ud på tværs af tid.

Hvorfor har nogen i det hele taget fotograferet de sælsomme børn, hvis de ikke vil opdages?

Beskrivelsen af de der uhyrer – helt ærligt. Geisterne er væsentlig mere skræmmende fordi de ligner mennesker, hvorimod uhyrerne er så grotesk overdrevne, at de bliver latterlige. De mest skræmmende gyserfilm er jo dem, hvor man ikke ser uhyret.

De lamme vittigheder Jacob fyrer af i starten af bogen, som udover at være lamme blæser hul i en hver uhygge, forsvinder hen af vejen, erstattet med et ubehjælpsomt sprog der beskriver hans uforklarlige forelskelse i en pige, som vi aldrig – aldrig – får beskrevet som læser, andet end at hun er hot. (Ja, der står hot i den danske udgave).

Dialogen er frygtelig. Den er kedelig, firkantet og fortæller intet om de personer der siger den. Det vælter frem med sproglige klichéer, og der er stort set ingen beskrivelse af landskaber, personer eller følelser. Og nej, det er ikke fordi Riggs beundrer Helle Helle eller Hemingway, det er fordi han har forelsket sig i sin gimmick, billederne, og lader dem gøre arbejdet.

Og selvom gimmicken med billederne er en god idé, duer det ikke at lade dem styre hele bogens udkomme. Jeg mistænker forfatteren for, at adskillige af billederne er med i bogen, fordi forfatteren synes det var gode, ikke fordi de tilfører noget til handlingen på nogen måde. Og det, Hr. Riggs, er en dødssynd, hvis man påstår at være i den skabende branche: kill your darlings.

Den her bog bliver solgt på sin fine indpakning, designet af den rigtig dygtige Doogie Horner, så absolut ikke fordi Ransom Riggs har klattet ord på en side. Det eneste gode er, at idéen faktisk er god, og at den derfor er ved at blive omdannet til en film, som skal skrives af Jane Goldman (Kick-ass, X-men) og instrueres af Tim Burton. Og de kan måske rent faktisk få noget godt ud af en god idé, som med bogen bare er eksekveret helt utrolig elendigt.

En bøn til forlagene

Og kære Gyldendal, kære forlag. Når I udgiver en bor der indeholder tekst der skal forestille at være håndskrevet, gider I så ikke godt gøre jer den ulejlighed at finde en håndtekster, designer eller illustrator der for hulan kan håndtekste, i stedet for at bruge en eller anden lam håndskrift-font? Ja, vi har allesammen computere nu, og det gør det hele meget nemmere, men det er fuldstændig tåbeligt at bruge helt vildt mange penge på at trykke en bog med farvesider i, og så ikke lige sørge for, at det hele er i orden.

Find en håndtekster. Det gælder jer ALLEsammen der udgiver bøger hvor der ska indgå en illustration af en “håndskrevet note”. Sæt i gang.

Anmeldelser

Politiken er bestemt ikke enig med mig – de giver bogen 5/6 hjerter.

Forfatter:
Udgivelsesår:
Forlag:
Genre:

Dette indlæg har 2 kommentarer

  1. Tak! Jeg er simpelthen så skuffet over bogen. Læste anmeldelse i Weekendavisen og glædede mig til at finde den og læse den.

    Jeg sad også med følelsen af, at bogen *udelukkende* er blevet til på grund af billederne, og at historien har skulle passe ind i netop dén ramme. Og det gør bare grundlaget for bogen så ualmindelig tynd.

    Der er så meget potentiale, som bare bliver kastet på jorden (børnene, tidsrejser, de to grupperinger af sælsomme). I stedet får man mange trivielle dialoger, dårligt sammenskruede plots og forklaringer, og som læser får man intet dybere kendskab til personerne, der måske kunne reddet noget af det, der ellers mangler. Og til sidst gider man jo ikke engang vide mere om dem, for de er jo komplet ligegyldige. Og hvad dælen sker der med den slutning? Et øjeblik blev jeg helt bange for, at forfatteren har støvet en bunke billeder mere frem og lige fik skrevet sig frem til en 2’er. Gisp.

    1. Helt enig med alt hvad du skriver. Og hvis det så endda bare var en elendig bog, men det mest skuffende er, at det kunne have været en virkelig god historie, men det hele bliver bare tabt på gulvet! Jeg prøvede at finde anmeldelsen på Weekendavisens website, men der er ikke adgang for ikke-abonnenter. Men havde de virkelig rost den?

Skriv et svar

Luk menu