Gudfar

Det var nok en fejl at læse forfatterskole-alumni Dy Plambeck lige efter 5 x Jussi Adler-Olsen. De skriver pænt forskelligt. Da jeg var kommet mig over den vidt forskellige måde at skrive dialog på. gik det lidt nemmere.

Jussi skriver dialog som man lærte det i folkeskolen. Ny linje for hver person der snakker, et sæt gåseøjne for at vise, at det er dialog. Plambeck bruger ingen typografiske spidsfindigheder for at vise hvornår hun skriver dialog. Det ser for eksempel sådan her ud:

Jussi

“Ploug har ringet, ” sagde han. “Du ved vel, hvad det handler om, ikke?”
“Jo.”
“Okay, hvad handler det så om, kan du fortælle mig det, Carl?”

Plambeck

Poul havde kogt tunge og lavet mørbrad. Tag for dig af retterne, Uffe, sagde han, spis, Uffe, sagde han og øste mere op på hans tallerken.

Der er ikke meget dialog i Gudfar, så jeg overlever. Det gik mig bare på hvor svært det var for mig at komme ind i teksten. Jussi skriver enormt ligetil, han har mundret dialog og er meget ligetil. Plambeck er en rigtig forfatters-forfatter. Fravalget af typografiske tegn, ikke engang en lille tankestreg kan det blive til, irriterer mig grænseløst. Måske er det fordi, jeg er grafisk designer og lever af at gøre tekster tilgængelige og forståelige og visualisere dem så de kommunikerer bedst muligt. Men Plambecks tekst er et stykke kunst ikke et stykke kommunikation, så da jeg, halvvejs igennem bogen, havde lært at leve med det, begyndte jeg at kunne lide bogen.

Alle andre er tydeligvis mere benovede og kan både se hjertevarme og humor i bogen: Litteratursiden, Politiken, Berlingske og  LitteraturNU. Måske er det fordi jeg kom fra Jussis bøger, hvor jeg nemt får serveret hvad jeg skal tænke om og føle for de forskellige personer, men jeg havde svært ved at føle for Uffe & co. Jeg kan sagtens se humoren, sagtens se de gode beskrivelser (og dem mestrer Plambeck, lige på kornet), men jeg var ikke helt solgt.

Men jeg tror, at det er på grund af Jussi. At læse Plambeck efter Jussi, er lidt ligesom at spise en kvalitetsbøf efter man har kværnet en billig regnbueis. De er begge gode på hver sin måde, men måske ikke i den rækkefølge …

 

Forfatter:
Udgivelsesår:
Forlag:
Genre:

Skriv et svar

Close Menu