Halt and Catch Fire

I de tidligere 80’ere kom de første personlige computere frem og det var et kapløb om, at få den billigste computer på markedet hurtigst. I den fiktive virksomhed Cardiff Electrics kæmper en visionær sælger, en nørdet ingeniør og en punket programmør om at komme først på markedet med en innovativ computer.

Den visionære sælger, Joe MacMillan (Lee Pace), er en manipulerende idémand, lidt af et røvhul og en 80’ernes fattigmands-Don Draper. Han kan se muligheder i det blomstrende tech-marked som de konservative ejere af Cardiff ikke kan, og shanghajer et modvilligt team til at skille en af IBMs computere ad, kopiere den, lave nogle tweaks og sende den på markedet som deres egen (denne del af plottet følger ret tæt Compaqs historie – og alle kopierede åbenbart IBMs computere dengang). Teamet består af ingeniøren Gordon Clark (Scoot McNairy), som er kørt fast i sit job som sælger for Cardiff, da Joe vækker hans gamle drøm om selv at bygge en computer og den unge, punkede programmør Cameron Howe (Mackenzie Davis), der kan kode bedre end alle drengene.

Første sæson kunne med fordel have strammet plottet op, og Joe MacMillans traumatiserede baghistorie kommer til at fylde for meget, men det bliver opvejet af, at det altid er spændende at se et umage team af kreative hoveder forsøge at skrive historie, mens de kæmper med deres personlige problemer. Halt and Catch Fire er desuden visuelt lækkert og veludført eksekveret. Den starter i 1983, hvor tøj, hår og interiør stadig hænger fast i 70’erne, og farverne er karrygule og tobaksbrune. Når man taler i telefon er det med drejeskive, og skal samtalen være privat, har den så lang en ledning at den kan tages med ud på badeværelset.

I anden sæson har man rystet posen, og skubbet Joes karakter i baggrunden til fordel for programmør Cameron der starter sit eget firma Mutiny, baseret på hendes idéer – online spil via telefonnettet. I en lejet villa samler hun en gruppe coladrikkende kodenørder der på ægte tech-opstarts manér bor og arbejder sammen. Hvor første sæson er rigtig god, er anden sæson endnu bedre, og det er på grund af Mutiny. Donna Clark (Kerry Bishé), som er gift med Gordon, og i første sæson stod for hus og børn, mens han byggede sin drømmecomputer, er nemlig også ingeniør, og hun bliver Camerons makker. Anden sæson følger således to hamrende dygtige, visionære kvinder der sammen leder et tech-startup i 80’ernes Texas, og de gør det helt uden at diskutere neglelak og mænd, i stedet ser vi dem få idéer, udvikle, forhandle og lede en virksomhed.

Man behøver ikke være interesseret i computere for at blive fanget af Halt and Catch Fire. Karakterernes personlige historier og udfordringer er i sig selv spændende og velskrevede. Hvis du var barn i 80’erne, og kan huske da de første spillemaskiner og PC’ere kom frem, er det enormt sjovt at se den tid dramatiseret. Se, hvad der “virkelig” skete, eftersom serien forholder sig til den historiske virkelighed og fx IBM, Apple og Nintendo ofte nævnes.

Skriv et svar

Close Menu