Himlens fange

Himlens fange er den tredje bog i kvartetten af Carlos Ruiz Zafón om boghandlen Sempere og Sønner i 1920’erne-1950’ernes Barcelona.

Vindens skygge fra 2001 gik sin sejrsgang verden over, og fik sin længe ventede efterfølger Englens Spil i 2008. Begge bøger gør alt det ved sin læser, enhver bogelsker håber at finde, når de bladrer om på første side i en ny bog: de indfanger én fra første sætning, og personerne føles levende og håndgribelige.

At skrive efterfølger til dem, er ikke helt nemt, og noget er glippet en smule ved Himlens Fange. Ikke selve bogen; sproget, plottet eller noget andet af det håndværksmæssige, men det virker som om, Zafón har manglet tid. Bogen er kortere end de andre to, næsten kun det halve antal sider, og det føles lidt som om, man læser en udgave af bogen, som ikke er skrevet helt færdig. Som om, forfatteren er nået dertil i sin skriveproces, hvor han har plottet og de mindre detaljer på plads, og er begyndt at fylde på historiens skelet. Men som Férmin, hovedpersonen, mangler bogen det sidste huld for at være sund og nærende, en fedekur, til den opnår sin optimale vægt.

Férmins fortælling

Når det så er sagt, giver Himlens fange svar på mange af de spørgsmål Vindens skygge afstedkom, først og fremmest Férmins fortid. Férmin er den storsnakkende, litterære, altvidende smågøgler og taskenspiller som er Daniels sidekick i Vindens skygge. I denne bog er han hovedpersonen, og han fortæller om sit fængselsophold og tiden før han mødte Daniel.

Himlens fange fylder godt nok nogle huller ud fra Vindens skygge, men de gør nærmest det stik modsatte med Englens spil. Férmin har nemlig siddet i spjældet samtidig med David Mártin, den ulyksalige forfatter fra Englens spil, som kommer i gevaldige problemer, da han laver en aftale med en mand der sandsynligvis måske er djævlen. Mártin er ikke længere helt vel forvarret, de andre fanger betragter ham som småskizofren, fordi han taler med folk der ikke er der, og mumler løs om bl.a. Isabella, hans rapkæftede assistent.

Som tidligere har en historie flere sider, og Zafón folder endnu en æske ud i sin Pandora-historie med Férmins og Mártins historie.

Hvor er gotikken?

Vindens skygge cementerede genren “magisk realisme” som en genre i sig selv (sammen med andre forfattere som Paulo Coelho og Isabel Allende), og Englens spil var både en gotisk roman og en parodi på en gotisk roman på samme tid (den gotiske roman har generelt fået lidt af en revival de senere år). Men, Himlens fange hører ikke rigtig hjemme i nogen af de to genrer.

Der mangler beskrivelser af Barcelonas skumle gyder, og der er ingen gotiske virkemidler: ingen indespærrede kvinder, familiehemmeligheder eller tragiske skæbner – så’n rigtigt.

Zafón glemmer helt at beskrive omgivelserne. Bogens rytme er for hurtig, og tiden i bogen går for stærkt, og hvert, meget korte kapitel, klipper hurtigt fra location til location. Visse beskrivelser føles mere som at læse en drejebog end en bog. Zafóns fortid som filmmanusforfatter, som var med til at gøre de to forrige bøger gode, træder meget tydeligt igennem, på en måde, så man som læser bemærker det. Hele afsnit føles som en instruks til en instruktør eller fotograf.

Jeg savner, at forfatteren dvæler, udforsker og bruger de virkemidler en bog har. Himlens Fange er i stedet blevet et velfortalt filmmanus. Personerne på siden lever næsten kun i kraft af mit tidligere kendskab til dem, og øv for søren hvor er det synd.

Til gengæld er der ingen tvivl om, at der kommer flere bøger i serien, da slutningen i den grad ligger op til en efterfølger. Og får Zafón tid og ro til at skrive den, og leverer samme niveau som de to første bøger, kan Himlens fange fint stå som en parantes eller forløber til den store finale.

Omslaget

Omslaget er en fordansket udgave af det originale spanske omslag (amerikanerne har også brugt det), men det britiske forlag har her op til julehandlen udgivet en stor paperback med et særligt omslag, som lige kræver en gengivelse her.

Passer meget bedre til bogen, efter min mening.

prisonerofheaven

Skriv et svar

Close Menu