Journal 64

I den fjerde bog om Afdeling Q, har Jussi skrevet sig varm. Sproget er mere farverigt end nogensinde. Alle scener på politigården er kvart i  Dirch Passer fra at være ren folkekomedie.

Denne bog adskiller sig fra de andre ved at være bygget på et rigtig, ærgerligt stykke dansk historie. Sprogø var fra 1923-61 kvindefængsel for såkaldt ‘åndssvage’ hvilket var en fællesbetegnelse for kvinder som borgerskabet synes var problematiske. Nogle af dem var nok småtbegavede, andre var handicappede men de fleste kom bare fra børnerige familier uden nogen særlig opdragelse eller skolegang, og endte derved nemt som fx prostituerede. Til stadighed bliver kvinders sexualitet kriminaliseret og betragtet som noget farligt og jeg glæder mig til denne bog bliver filmatiseret, da det måske kan bringe fokus på dette stykke Danmarkshistorie som nemt bliver belejligt glemt.

Lægerne, som deporterede kvinderne til Sprogø, gjorde det efter deres egen bedste overbevisning og den viden de havde på området, og på deres egen forkrøblede måde efter bedste mening for samfundet – og selvom det ikke sker mod kvinder i dag i samme omfang i Danmark, kan man snildt finde eksempler på heksejagt på samfundets svageste i nutidens mediebillede.

Overordnet set er bogen dog en snert mere rodet og overgøjlet end de andre bøger og krimigåden virker en smule påklistret. Den virker konstrueret, for at Jussi kan bruge Sprogøes ækle historie som afsæt. Men, det er forståeligt, for det er lige til højrebenet og desuden nødvendigt at tale om.

Derudover: Rose er lidt mindre gak end i forrige bog mens Assad er mere mystisk end nogensinde. Det er begyndt at undre mig, hvordan Carl kan blive betragtet som en dygtig detektiv, eftersom det er de to første der laver alt arbejdet og til dels også kommer med konklusionerne.

Forfatter:
Udgivelsesår:
Forlag:
Genre:
Serie:

Skriv et svar

Close Menu