Julie

Tag noget Da Vinci mystik og smid det i blenderen sammen med en række personer skåret ud i pap, tilsæt et strøfuld Shakespeare for at få det til at virke lidt klogere, og tilsæt romancer og tju-bang action efter behag, så har du Julie.

Der var pisket en hel del stemning op til udgivelsen af denne bog, og jeg tog den med hjem fra biblioteket fordi jeg har et svagt punkt for de her litterære tjubang eventyr krimier, som er en genre Da Vinci Mysteriet grundlagde, selvom de som regel er af ret ringe kvalitet. Julie er ingen undtagelse, men den er alligevel en af de bedre i genren, hvis man kan holde den skrækkelige hovedperson ud, og kan leve med, at plottet er en anelse søgt.

Wow, Romeo og Julie levede måske i virkeligheden

Hovedpersonen (hvis navn jeg har glemt) finder ud af, at hendes rigtige navn faktisk er Julie, og at hun nok er efterkommer af DEN Julie, hende der aldrig fik sin Romeo. Turen går fra USA til Italien for at udforske familiens historie, og Julie får hurtigt rodet sig ud i en masse problemer, da hun opstøver en gammel kasse med en masse tidlige udgaver af Shakespeares Romeo og Julie – udgaver der tyder på, at historien havde bund i virkeligheden.

Hun genfinder familien, bliver jagtet af en mystisk motorcyklist og begynder at råflirte med en ung, lækker italiener, som måske, måske ikke, er hendes Romeo.

Idéen er faktisk god nok

Idéen er altså virkelig god, for de tidlige udgaver af Shakespeares store kærlighedsdrama eksisterer faktisk – jeg har slået det op – så det er vel nærmest en historie der tigger om at blive fortalt. Det er bare brandærgerligt, at det er gjort med så lidt følelse som Anne Fortier har gjort her – plottet er lige til at regne ud, personerne er så flade at de næsten blæser væk i vinden, og bogen virker næsten som om, den er skrevet lige til at blive en Hollywood-blockbuster og ikke en bog.

I betragtning af, at Gyldendal sagde nej til Dan Brown i sin tid på grund af Da Vinci Mysteriets manglende litterære kvaliteter, undrer det mig, at Julie har sneget sig forbi redaktørens næse.

Forfatter:
Udgivelsesår:
Forlag:
Genre:

Dette indlæg har 2 kommentarer

  1. Jeg synes, det er en rigtig god historie, men lige som dig savner jeg noget mere dybde i personerne, og de faser, hvor bogen bliver meget amerikansk – som f.eks. slutningen – kunne Anne Fortier godt have skruet lidt ned for Hollywood. Ikke desto mindre var jeg godt underholdt og læste den hurtigt … og så kan jeg endda huske, hvad hovedpersonen hedder stadigvæk (Julie Jacobs/Giulietta Tolomei;)

    Mens jeg læste bogen, tænkte jeg som dig flere gange på, at den ville blive en god US-film inden længe. Det er for så vidt også fint nok, men som du siger, er det rart, hvis man som læser primært tænker, at det er en god bog, man er ved at læse.

    Det med Gyldendals nej til Dan Brown har jeg også haft hæftet mig ved. Jeg tror, det i meget høj grad handler om at ramme den rette redaktør på det enkelte forlag. Smag og behag er jo vidt forskellig, og blandt mine læseglade venner findes der både tilhængere og modstandere er Browns sprog.

    Og sådan er det med de fleste. Jeg er f.eks. vild med ’Hildegard’, men ikke desto mindre kender jeg en enkelt ’tosse’, der slet ikke kunne mærke bogen!

    Jeg har selv skrevet en roman i Julie-genren (dog før jeg læste ’Julie’ og med solide grene ud i ’Den trettende fortælling’ og ’Rosens navn’), som jeg skal ind og tale med en redaktør på Gyldendal om 1½ uge. Hvad det fører til, aner jeg ikke, men jeg tror, at den lige så godt kunne have ramt en, der lukkede den igen efter 60 sider.

    God læselyst!

    1. Hej Mads

      Dan Brown deler ogsaa vandene blandt mig og mine laesende venner, og det er sjovt, at vi har haft de samme tanker, mens vi laeste “Julie”.

      Jeg er allerede fanget af din beskrivelse af din egen roman, saa hvis Gyldendal ikke hopper paa, maa du hen og banke paa andre steder;)

Skriv et svar

Luk menu