Kongernes kamp

Kongernes Kamp samler omtrent op hvor Kampen om Tronen sluttede, og har du set tv-serien, ved du, hvad du har i vente. Tyrion, Jon Snow, Arya og desværre også den mest røvirriterende konge i historien, Joffrey, er i fuld gang med at udfylde deres roller i George R.R. Martins episke værk, En sang om is og ild.

Robb Stark samler norden om sig, og går i krig mod Joffrey der på barnlig facon forskanser sig i Kongshavn, og er mere øretæveindbydende end nogensinde, mens han behandler alle omkring sig, inklusiv Sansa, som det finder ham for godt. Stannis og Renly Barratheon har samlet hver sin hær, for at skaffe sig Jerntronen fra Joffrey, og en af dem må bide i støvet.

Imens rør Jernøerne på sig, ikke mindst da Theon får den mildest talt elendige idé, at tage på visit hos familien, som han ikke har set i 10 år. Daenerys vandrer rundt i ørkenen på den anden side af havet, med sine små drager som ledsagere, mens hun stædigt prøver at skaffe skibe så hun kan sejle mod Vesterøerne og Jerntronen, som hun vil gøre krav på. Catelyn Stark sørger stadig, og vil gøre alt for at få sine døtre tilbage, uvidende om, at Arya er sluppet ud af Kongshavn, og er incognito som gadedreng sammen med en Sortebroder.

Smæk for skillingerne

Martin skuffer ikke på noget punkt, historien flyder derudaf, og selvom jeg havde set anden sæson af tv-serien først, som bygger på denne bog, var det ingen hindring i at nyde historien i fulde drag, og få uddybet passager og episoder som tv-serien ikke havde givet skærmtid. Bogen byder også på flere karakterer der indtil videre har været holdt ude af tv-serien, mest prominent de to Reed-søskende, børn fra et gammelt mose-folk, som kommer til Vinterborg og hjælper Brann med at forstå sine mystiske drømme.

Lydbog – kan anbefales

Af forskellige årsager hørte jeg Kongernes Kamp som lydbog på min iPhone, mens jeg løb – og det fungerede godt, jeg nåede for første gang over 10 km indtil flere gange, fordi jeg var helt optaget af historien. Så er du som mig, og har brug for distraktioner fra ømme ben mens du dyrker motion, så kan Kongernes Kamp høres ganske gratis via netlydbog, indtalt af Martin Greis som gør et fremragende stykke arbejde med bl.a. at udtale de mange specielle navne, og desuden fortælle historien aldeles godt.

3’eren skulle eftersigende være på vej på dansk, men jeg kan ikke vente, og er gået i gang med den engelske udgave – mest fordi, jeg netop har investeret i en Kindle e-bogslæser;)

Forfatter:
Udgivelsesår:
Forlag:
Genre:
Serie:

Skriv et svar

Close Menu