Læst, lyttet og set i marts 2018

I marts måned har jeg set DR som aldrig før. Har normalt et anstrengt forhold til de fleste DR-programmer, men i øjeblikket er der en del der handler om kunst og kultur, og modsat bageprogrammer, fanger de mig.

Læst

Haabet af Mich Vraa

Vidunderlig velfortalt og spændende roman om dengang Danmark var en stor slaverination. Vi følger den 17-årige Maria på en ufrivillig rejse via trekantsruten til Dansk Vestindien. Fremragende beskrivelse af Danmark i 1700-1800-tallet, livet om bord på et skib og i det hele taget omstændighederne dengang.

Set

Trollhunters sæson 1 og 2

Trollhunters er den bedste gemte hemmelighed på Netflix i øjeblikket, måske fordi, den mest bliver skubbet frem på børnedelen. Den er skabt af Guillermo del Toro og trækker på de klassiske heltemyter, men er samtidig helt sin egen. 16-årige Jim bliver udvalgt til at være den næste trollhunter, troldenes beskytter. Han skal nemlig jage de onde trolde, såkaldte Gumgums. Sammen med bedstevennen Toby og hans nye troldevenner, ARRGGGHH!! og Blinkey, bekæmper han forskellige onde væsener, mens han prøver at opretholde et almindelig teenageliv.

Første halvdel af første sæson føles som noget man har set masser af gange før, hvis man vel og mærke er over 10 år. Tag Buffy, mix det med Indiana Jones, Star Wars, Harry Potter og Ringenes Herre og strø med løs hånd med referencer til en snes andre eventyrfilm fra de år, og så har du Trollhunters. Den garvede seer vil ane hvad der kommer, og måske kede sig lid, men hæng på! I sidste halvdel af første sæson kommer der nogle plotændringer som gør, at serien bliver aldeles fremragende.

Sæson 2 er endnu bedre, fordi manusforfatterne begynder at lege med deres figurer. Der kommer en sæson 3 i 2018 samt to spinoffs på serien i løbet af de næste par år.

Trollhunters kan ses på Netflix

Løvens Hule, DR

Ny runde af Løvens Hule, med en perlerække af skrappe iværksættere samt dem der virkelig ikke er. Om den er mest underholdende fordi dommerne er nogle personligheder, eller fordi det er enormt inspirerende at se alle de passionerede, håbefulde iværksættere ved jeg ikke rigtig, men spændende er det.

Løvens Hule kan ses på DR.

Kunsten at blive snydt

DR svælger i programmer om kunst og musik for tiden. Hvorfor i alverden har de ikke smidt de programmer på, før DF blev hidsig over, den manglende kultur-dækning? Anyways, Kunsten at blive snydt er en gamificering af at lære en smule om kunst. Èt maleri ud af 10 forskellige på en af Danmarks store kunstmuseer, er blevet forfalsket. 8-10 hold som kun består af lægfolk, skal finde ud af hvilket et det er. De taler om penselstrøg, lyset, farverne og alle mulige andre detaljer i malerierne, som de ikke ved mere om end du og jeg og som de næppe havde lagt mærke til, hvis de ikke var med i konkurrencen. Og det er scoopet: Programmet får almindelige mennesker til at diskutere Krøyers brug af lys og Cobramalernes farvevalg.

Kunsten at blive snydt kan ses på DR

Danmarks bedste portrætmaler

En masse amatørmalere har sendt deres portrætter ind, og en stak er blevet udvalgt til at dyste mod hinanden i tre runder, inden vinderen blev fundet i den fjerde. De er på alle måder amatører, pånær nogle enkelte, som heldigvis også er dem der ender i finalen. I hver program bliver malerne sat til at portrættere en kendt person på 4 timer. Værkerne vurderes af en kyndig jury som sender én person fra hver program i finalen.

Kunstnerne bruger alt fra blyant til olie, akryl og kridt og deres proces bliver kommenteret og behandlet som var det en sportskamp – og det er et plus! Det fungerer fremragende, og lukker almindelige mennesker indenfor i den kunstneriske skabelsesproces. Det morede mig at se, hvor mange af dem der tog et foto af modellen og tegnede efter det, i stedet for modellen (det afslører for mig, at de er amatører, en rigtig kunstner maler ikke efter foto når man har en model til stede).

Danmarks bedste portrætmaler kan nok stadig fanges på DR

Lyttet

Morten Resens start-up podcast

Morten Resen har delt alt om at starte et firma op fra bunden i sin gratis podcast. Alle bekymringer, alle sejrer og alle tab (der har nu ikke rigtig været nogen). God lytning, hvis man er nysgerrig efter hvordan man egentlig starter en virksomhed op. Også god lytning hvis man kan lide historier om en everyman der prøver kræfter med de store drenge. Resens radiofortid gør, at han ved, hvordan man opbygger en historie. Serien har et godt cast, Resen, hans kone, diverse ansatte og adskillige af dansk iværksætteris kendte ansigter, som fx Birgit Saaby og Jesper Buch.

Eneste minus er, at Resen er konstant bekymret og konstant i tvivl og derfor desværre også ofte konstant irriterende. Besynderligt nok, kan man godt overhøre det, fordi han er så likeable.

Hent podcasten gratis i din podcastapp eller på Resens website.

 

Skriv et svar

Close Menu