Mansfield Park

Mansfield Park

Den forsigtige og sensible Fanny Price bliver som 9-årig sendt i pleje hos rige slægtninge, hvor hun behandles som en tjenestepige, mens hun observerer de forskellige familiemedlemmers forfærdelige fornuftige opførsel.

Fanny Price er en heltinde man skal lære at holde af – såvel i 2016 som i 1814, hvor romanen er fra. Hun er indadvendt, stille og lader sig behandle som en slave af indpiskeren Mrs. Norris, alene fordi hun ikke føler, at hun fortjener bedre. Austen-heltinder har ofte godt med ben i næsen, men Fanny er en undtagelse.

Fanny er ældste barn af ni i en fattig familie. Hun bliver sendt i pleje hos sin rige onkel, den dominerende familiepatriark Sir Thomas Bertram og hans kone, den uintelligente og dovne, Lady Bertram. Her får hun en god uddannelse i selskab med sine to selvoptagede  kusiner, Julia og Maria, som behandler hende som en Askepot. De er begge smukke, og de ved det, og bliver konstant opmuntret til kun at tænke på sig selv af deres moster, Mrs. Norris. Hun er den værste inkarnation af en ond stedmoder set på tryk. Hun påpeger konstant fejl Fanny ikke har, kalder hende doven når hun ikke er det, og gør i det hele taget hvad hun kan for at kvase den følsomme piges sjæl og livslyst.

Heldigvis tæller familien også to sønner – eller “heldigvis”, for Tom, den ældste, er en drukkenbolt der turer rundt for sine fars penge. Den yngste, Edmund er som den eneste i familien Betrtram gjort af bedre stof og er det eneste lyspunkt i Fannys tilværelse. Han er velopdragen og moralsk, og er den eneste der behandler Fanny med venlighed – og hun forelsker sig selvfølgelig dybt i ham.

Sådan går det på det jævne til Fanny er 18 år, og ind på scenen kommer Henry og Mary Crawford. Et søskendepar med London-manerer og penge nok, og som er opdraget til at gøre som de har lyst. De har begge em charmerende personlighed og sexet karisma der nærmest drypper ud af siderne – og de vender snart op og ned på Mansfield Park. Gamle Sir Bertram er rejst til Antiqua for at holde styr på slaverne på sine sukkerplantager, og med ingen til at holde styr på huset, begynder hormonerne at drøne rundt mellem de unge. De sætter de unge et teaterstykke op, hvor de roller de spiller, samtidig afspejler hvem der er forelsket i hvem og det skaber yderligere spændinger. Henry Crawford har nemlig uden videre fordrejet hovedet på både Julie og Maria, selvom sidstnævnte er forlovet med den bøvede Mr. Rushworth, og den ellers kyske Edmund bliver helt svømmende i blikket, når han diskuterer med den kvikke Mary Crawford.

Alt imens sidder Fanny som en flue på væggen og iagttager det hele og mere vil jeg ikke fortælle – det skal du selv læse.

Så mange temaer!

Jeg fattede ikke en bjælde af Mansfield Park da jeg læste den første gang. Men så så jeg filmatiseringen fra 1999, og forstod lidt mere af bogen ved næste gennemlæsning. Nu har jeg læst den for tredje gang og endelig tror jeg, at jeg forstår den: Den her bog er fan-friggin-tastisk. Det er gonnok den Austen-bog der er sværest at læse men der er så mange metalag, at en dansklærer må blive helt våd i trussen af begejstring.

For det første er der slavetemaet: Familien Bertram formue kommer fra slaveri, ligesom mange andre rige familier i 1800-tallets England. Austen lader den umoralske måde familien har fået sine penge på, skinne igennem ved at lade de unge i familien opføre sig umoralsk efter datidens normer. Mrs. Norris prøver at styre de unge – som en anden slaveejer – alt imens hun prøver at gifte Bertram-pigerne væk. Det er der en snert af slavehandel over. En lille detalje er, at enhver læser på Austens tid sikkert vidste, at “Mansfield” var navnet på en britisk jurist som var medvirkende til at England forbød slaveriet – og Norris var navnet på en kendt slaveejer.

Dernæst er der spørgsmålet om hvorvidt ens moral og forståelse af god opførsel kommer fra arv eller miljø: Fanny, med sin fattige baggrund, har moralen intakt, mens de rige Crawfords aldrig har haft den. Så rigdom og god uddannelse er ikke en garanti for god og moralsk opførsel. I bogen forklares det med forældrenes fravær – både for søskendeflokken på Mansfield og for de to Crawfords.

Man kunne få et semester på litteraturvidenskab til at gå med at analysere hvordan Austen så nydeligt lader karakterernes lyster få frit spil ved at sætte stykket Lower’s Vows op. De unge får roller i stykket som lader dem opføre sig friere end normerne tillader, ligesom de roller de spiller spejler deres situation og indbyrdes relationer.

Hold desuden også øje med, hvad personerne bruger deres tid på. De kortspil de spiller, deres fritidssysler og hobbies afspejler karakterernes personlighed.

Ååh, jeg kunne blive ved i timevis! Hvis du læser denne bog, så skriv gerne en kommentar, for jeg længes efter at diskutere den i detaljer!

Læs den for Mary Crawford

Det er som sagt meget svært at holde af Fanny. Hun siger aldrig sin mening, lader sig skubbe rundt og blive mobbet uden at stritte det mindste imod – det er næsten ikke til at holde ud. Som læser vil man langt hellere være i selskab med kvikke Mary Crawford som siger sin mening, rider, spiller skuespil og musik og er en match for enhver mand hun møder.

Trekantsdramaet med Edmund, der er splittet mellem sexede Mary og dydige Fanny, vil de fleste kunne genkende (måske fra deres eget liv!). Edmund er (typisk for mænd) fuldstændig tryllebundet af Mary og hendes charme og ser ikke til Fannys side (eller gør han – det må du læse bogen for at finde ud af!).

Men Mary er fantastisk – hun er den Austen-karakter med flest oneliners. Fra “Nothing ever fatigues me but doing what I do not like” til “A large income is the best recipe for happiness I ever heard of”  er hun en fontæne af kløgtig vid.

Mary står også for en af de få vulgære jokes i Austens forfatterskab– hun gør tykt grin med, at det var en stående joke på det tidspunkt, at mænd i søværnet tyede til hinanden for sex når de havde tilbragt lidt for mange måneder til havs (det var strafbart med døden at være homosexuel i 1800-tallet, og pæne piger som Mary Crawford bør bestemt ikke vide at homosexualitet overhovedet eksisterer – endsige tale om det).

Men joken er der, og det er nok fordi Jane Austen havde hørt den fra sine sømands-brødre, Frank og Charles. De endte begge som admiraler og har fortalt Austen mange detaljer om livet til søs. Fannys bror William ender i søværnet, og de oplevelser han beretter om er formegentlig bygget på Charles’ rejser. (og hvor ved jeg så DET fra – ja, det kan du læse i Paula Byrnes Jane Austen – A Life in Small Things som er fremragende).

Læs den på dansk

Mansfield Park blev nyoversat af Bechs Forlag i 2015, og oversættelsen skulle være ganske god. (Jeg har ikke læst den, for det piner mig, at omslagene er så dårlige).

Patricia Romeza filmatiserede Mansfield Park i 1999, men ikke som man forventer. I stedet for at have den stille Fanny som hovedperson, har hun skabt en karakter der er mere som Austen selv, og hun blander også Austens tidligere skriverier og breve ind i filmen. Det er en virkelig god film om Austen og hendes forfatterskab, selvom det ikke er en helt tro filmatisering af romanen.

Forfatter:
Udgivelsesår:
Forlag:
Genre: ,

Skriv et svar

Close Menu