Min mormor og skovkrokodillen

Min mormor og skovkrokodillen

Storebror og lillesøster er på besøg hos mormor. Mormor kan alt. Hun er ninja, pirat og har altid is i fryseren.

I billedbogen Min mormor og skovkrokodillen er storebror og lillesøster på besøg hos mormor. Mormor er den dejligste mormor. Hun blinker indforstået, har is i fryseren og har en have der er som skabt til eventyr. Storebror elsker at gå på insektjagt, mens lillesøster på to er en eventyrlysten type, der finder på tåstreger. Mens alt er hygge i haven, får lillesøster låst sig selv inde sammen med det farlige komfurmonster.

Heldigvis er mormor hurtigere end alle andre mormødre i verden (ifølge hende selv), så hun kommer lillesøster til hjælp. Mormor er i god form og klatrer over plankeværket. Storebror, som har en livlig fantasi, forestiller sig, at mormor må kæmpe mod den farlige skovkrokodille for at nå frem til lillesøster.

Mormor redder selvfølgelig lillesøster inden komfuret bliver tændt, finder is i fryseren og alt er fryd og gammen da mor kommer for at hente børnene. Mor tror ikke rigtig på historien om skovkrokodillen og det er nok også meget godt – for nogen hemmeligheder skal man bare have sammen med sin mormor.

skovkrokodillen.jpg2

Forfatter Anne Bredahl og illustrator Dita Sternfend fortæller en skøn historie om vigtigheden af mormødre. Ethvert barn vil kunne leve sig ind i det unavngivne søskendepars eventyr i mormors have. Historien er enkelt fortalt med lune og humor. Mormor er et livstykke, den slags mormor vi allesammen ønsker os. Selvom der er krokodiller og komformonstrer med, er historien aldrig rigtig farlig. Kun på den der hyggelige, gysende måde som kan være rar, når man får læst højt.

Som med alle billedbøger, er Min mormor og skovkrokodillen god, fordi illustrator Dita Sternfend har skabt et rart univers med sine digitale tegninger. Jeg har en 5-årig nevø og hans måde at betragte verden på, minder umiskendeligt om den verden Sternfend har tryllet frem. Tegningerne overdriver og udvider tekst. Komfuret er ikke bare farligt, det er et monster der vil spise lillesøster. En uskyldig skrubtudse bliver til den farlige skovkrokodille. Når mormor klatrer op på toppen af hegnet er hun en ninja, når hun ser ned fra hegnet er hun en pirat med en kikkert.

Kontrasten mellem tekst og tegninger er underfundig og taler ikke ned til børnene, tværtimod. Den møder dem i øjenhøjde. Små børn vil more sig over tegningerne, som har fjollede elementer som en stærk mand fra cirkus, og større børn vil fange humoren i kontrasten mellem tekst og tegning.

skovkrokodillen1

Det fantasifulde, farverige tegninger må ramme plet til enhver 3-6 årig. Min mormor og skovkrokodillen bliver nemt dit barns yndlingshøjtlæsning, men det er den også perfekt til. Der er flere muligheder for at lave stemmer i højtlæsningen (kom nu, vi ved du godt kan lide at lave stemmer!) og samtidig er den en tilpas længde til højtlæsning før sengetid.

Kickstarter-krokodille

Min mormor og skovkrokodillen er udgivet af det lille forlag Damgaard, og er finaniseret af en Kickstarter-kampagne. Ole Damgaard, som er manden bag det lille enmandsforlag, har lanceret endnu en kampagne: En billedbog tegnet og fortalt af Mikkel Stubbe Teglbjærg som du kan støtte her.

En bogudgivelse koster mange penge inden man overhovedet har tjent en krone. Alle bøger er en mere eller mindre usikker satsning fra forlagets side. Det er her Kickstarter virkelig viser sit værd, så små forlag kan få finansieret udgivelser, før de går i trykken. En bog som Min mormor og skovkrokodillen kunne snildt være udkommet på et hvilket som helst større, etableret forlag, men den udkom på et lille forlag og fortjener udbredelse.

Vil du finde de små guldkorn, så hold øje med de mindre forlag og selvudgiverne. Som med musikbranchen for 10 år siden, er der en lille revolution på vej.

Jeg har fået bogen tilsendt af Forlaget Damgaard.

Forfatter:
Udgivelsesår:
Forlag:
Genre:

Skriv et svar

Luk menu