Nattens dronning

Nattens dronning

DR satser på flere podcasts og Nattens Dronning er deres første forsøg, et ret håbløst et desværre. Emnet er ellers lokkende nok: En kvindelig telefonstønner har huseret i det klassiske musikmiljø i årsvis.

Podcasten starter med en kælen, lys kvindestemme der knurrer og vrider sig. ”Mmmmhh, mmmmmjj, jaaa, skat”, purrer hun løs. Maria er stønner, hun tænder – eftersigende – på klassiske slagtøjsmusikere, i hvert fald er det dem, hun i årevis har ringet op. Første gang journalisten Thomas Smedegaard hørte om Maria var i 2011, fra en musiker-bekendt. Smedegaard kan ikke slippe Maria, og via sin ven får han kontakt til flere musikere, som alle er blevet ringet op af Maria i mange år. Men ingen ved hvem hun er. Dadada-dum.

Det er et udmærket setup for en krimi-opklaringspodcast i stil med Serial, men her stopper al sammenligning. “Det er fascinerende, når en kvinde ringer til mænd og vil have sex med dem. Men hvis det var en mand, der havde ringet til kvinder, var han blevet meldt til politiet med det samme”, forklarer Smedegaard i dette interview. Ligesom en kvindelig direktør er en historie i sig selv, er en kvindelig telefonstønner det åbenbart også.

Smedegaard er så fascineret, at han rydder en plads på sit tørreloft til et skrivebord og en opslagstavle. Han dekorerer tavlen med papirlapper med navne på musikere der er blevet ringet op af Maria. Han filosoferer henført om, at han om natten kigger over byens tage og spekulerer over, hvem mon Maria er, mens han forsøger at iscenesætte sig selv som hårdkogt opdager, der graver dybt ned i det klassiske musikmiljø.

Resten af anmeldelsen indeholder store spoilers, også om podcastens slutning … så er du advaret, hvis du læser videre.

Hvorfor i alverden politianmelder ingen hende?

Fire musikere står frem ved navn og fortæller om otte års pågående stønnerier. Det bliver kun berørt flygtigt i podcasten, men det er slående, at ingen af musikerne har politianmeldt hende, selvom hun ringer over 2.400 gange til den ene musiker – det må da have været yderst generende. En anden af musikerne finde det smigrende: “… man synes selvfølgelig, at det er lidt smigrende, det er jo klart, ikke?” mens en tredje bliver pirret: “… man kunne faktisk godt give sig hen ind imellem, og måske … pille ved sig selv.” Men ud af de åbenbart 18 musikere Maria har ringet til, hører vi kun fra fire. Det bliver ikke rigtig klart hvorfor de ikke anmelder hende. Er de flove over, at de ikke kan stoppe en kvindes tilnærmelser? Eller kan de lide det? Har det mon noget at gøre med, at de er mænd? Mange kvinder ville nok finde de gentagne opkald ekstremt ubehagelige.

Nattens Dronning kunne sagtens have taget en debat om stalking og implikationerne fra ofrene, som telefonchikane af denne kaliber sådan set er. I stedet spises vi af med musikernes forestillinger om Marias udseende: “Jeg forestiller mig, at hun er lidt grå type, lidt intetsigende – lidt fedladen, måske med nogle runde hornbriller”, som er en ret nedladende kommentar, fremfor at gå i kødet på det sexistiske i, at en kvinde begår overgreb på mænd. Det havde da været et interessant (og modigt) indspark i den nærværende sexismedebat, som ellers kun handler om mænd der begår overgreb.

“Jeg forestiller mig, at hun er lidt grå type, lidt intetsigende – lidt fedladen, måske med nogle runde hornbriller” – en af musikerne om Maria

Man kunne også have ladet fagpersoner udtale sig om forskellen på mandlig og kvindelig sexualitet. Hvorfor er det oftere mænd der er telefonstønnere og hvorfor opfatter musikerne Marias seksualitet som “aggressiv” og “kompliceret”? De er tydeligvis fascineret af hendes vedholdenhed og åbenhed omkring sit seksuelle behov.

I stedet får musikerne lov at gætte videre på Marias udseende: “Jeg frygter, at hun i virkeligheden måske er sådan lidt usoigneret – (…) man kan jo ikke lade være med at have sine bange anelser, måske er hun overvægtig”, gætter én i et afsnit. Om det er underforstået at overvægtige kvinder ikke er sexede, eller at telefonchikane kun er okay for normalvægtige kvinder er rimelig uklart. Til gengæld er musikerne enige om, at hun må være messingblæser, og forklarer det med, at: “… messingblæsere er lidt perverse, jo, som vi siger”. Det er ikke fordi Smedegaard skulle have lavet en rundspørge blandt messingblæsere for at spørge dem, om de er perverse – men come on, at lade sådan et udsagn stå uimodsagt?

Støn. Støn. Støøøøøn!

Afsnittene er kun 15-20 minutter lange, men alligevel skal vi høre 4-5 minutters ensartet stønneri tilsat klassisk underlægningsmusik og citater fra musikerne. I så korte afsnit er det helt unødvendigt med så lange in- og outroer, og det understreger tydeligt, at der ikke er materiale nok til seks afsnit. Især afsnit 4 og 5 trækkes ud med ligegyldig sniksnak om en af musikernes øvelokale (hvor journalisten tumpedumt spørger den klassiske slagtøjsspiller, hvis øvelokale han befinder sig i, om han mon kan spille på marimbaen der står i lokalet) og en gabende lang sekvens hvor Smedegaard og en af musikerne fumler med at få add’et Maria på Facebook, så de kan kontakte hende. De væver længe rundt i, hvad de skal skrive, og lyder som to teenagedrenge der prøver at formulere deres første kærestebrev.

I så korte afsnit er det helt unødvendigt med så lange in- og outroer, og det understreger tydeligt, at der ikke er materiale nok til seks afsnit.

Struktur og fortællestil er mildest talt ujævn og hakkende. Nogle afsnit tilfører meget få nye oplysninger, som så gentages mange gange. Eftersøgningen af Maria stikker i alle retninger, og lukkes eller forklares ikke. Forsøg på cliffhangers er kedelige, fordi det eneste mål er at finde Maria, og det er ikke spændende nok. I de første afsnit prøver Smedegaard at lave små monologer, så tvivl om sig eget motiv, kaste mistanke på musikerne og lignende – et trick han nok har afluret fra Serial. Det virker bare påtaget og utroværdigt.  Smedegaards egen opfattelse af, at Nattens Dronning kunne have dannet skole på samme måde som Serial, hvis han havde lavet den i 2011, klinger hult efter endt lytning. Alle seks afsnit må have været klippet færdig, før de blev sendt i radioen. Hvorfor har Smedegaard og dennes redaktør ikke kigget på råmaterialet og set, at der bare ikke var nok gods til seks afsnit, at historien var for tynd og manglede dybde?

Journalist der ikke tør stille spørgsmål

I det hele taget er Smedegaard en sært veg og smånervøs journalist. Han vrøvler, når han skal præsentere sig selv og sit ærinde i telefonen, teenage-agtigt nervøs over at sige, at han jagter en telefonstønner. Når han starter på et spor, fortryder han nogen gange undervejs. For eksempel tager han til et gymnasie som Maria angiveligt har gået på, men fortryder på vejen og får mulighed for at chatte med Maria, men er ikke modig nok til at skabe reel kontakt. Det er setup uden payoff, og da historien endelig slutter, er der et væld af løse ender. Fx et telefonopkald fra en vred musiker, som vi kun hører Smedegaards reaktion på, men som ikke i øvrigt bliver forklaret.

Da Smedegaard endelig får fat i Maria i sidste afsnit får han intet reelt ud af hende, ingen svar man ikke allerede havde regnet ud. Han insisterer på at skære ud i pap, hvorfor han kalder hende Nattens Dronning (som for resten ikke er navnet på en opera som Smedegaard påstår, det er navnet på en karakter i Mozarts opera Tryllefløjten). Det er vel meningen, at det skal være en forløsning endelig at få fat på Maria, og at lytteren skal blive overrasket over, at det er hende vi har hørt stønne løs i de foregående fem afsnit, men – det er bare kedeligt og ligegyldigt.

Smedegaard leverer selv sit formål med at lave podcasten i et af afsnittene: “Grunden til at jeg synes, det er lidt fascinerende er, at jeg er lidt misundelig over, at det ikke er mig der er blevet kimet ned”. Jeg kan ikke forstå, hvordan man kan lave en podcast baseret på sit eget pubertære behov for opmærksomhed. Nattens Dronning er 50 Shades of Grey for umodne hipsterdrenge med et forkvaklet syn på kvinders seksualitet.

Og forresten: At spille hele Judy Garlands Somewhere Over the Rainbow i afsnit fem er både et brud på det musikalske koncept, uden sammenhæng med historien og en fornærmelse mod musikstykket.

Nattens Dronning kan høres via iTunes og DRs website.

Forfatter:
Udgivelsesår:
Forlag:
Genre:

Skriv et svar

Close Menu