Northanger Abbey

Northanger Abbey

Åh, Henry Tilney, den vittigste af alle Jane Austens helte! Han påpeger flabet, at man ikke bør læse for mange bøger, samtidig med at han indrømmer, at han læser en hel del selv.

Catherine er 15 år og ifølge fortælleren ikke noget særligt. Da slet ikke en heltinde. Hun er vokset op på landet som datter ef en præst med en masse børn, men de har penge nok til at leve fornuftigt for, begge hendes forældre lever og har det godt, og hun kommer godt ud af det med sine søskende. Catherine selv er ikke noget særligt. Hun udmærker sig hverken ved skønhed eller kompetencer, og kan man så overhovedet være heltinde?

Catherine bliver inviteret til Bath, en fashionabel by hvor den del af middelklassen med penge nok bruger dem på at gå til baller, koncerter og teaterstykker, kigge på andre og blive set. Og måske, og gerne helst, finde sig en rig partner. Catherine er ung og naiv og har aldrig mødt uærlige eller egenkærlige mennesker. Hun er dybt fascineret af gotiske romaner, og sluger dem med stor glæde. I Bath møder hun to sæt søskende: Den vittige Henry Tilney, som hun forelsker sig i, og hans blide søster. Hun møder også søskendeparret Thorpe, den koketterende socialclimber Isabella og hendes øbberbøv af en bror, John.

Det er ikke så nemt at navigere i society-Bath når man kun er 15 år, og Catherine må lære en lektie eller to om hvor stride mennesker kan være. Hun får også et par rap over nallerne i forhold til at læse for mange bøger, da hun bliver inviteret på besøg til Tilney-søskendes barndomshjem, Northanger Abbey, som i Catherines hovede er et gotisk slot fyldt med spøgelser.

Gotisk modedille

Fortælleren er en nogle-og-tyve-årig Jane Austen der med et kækt smil laver grin med sin samtids store litterære modediller – den gotiske roman. En to-tre kvindelige forfattere udgav en hel del romaner om dånende, forældreløse piger der bliv misbrugt og snydt af opportunistiske, franske grever eller holdt fanget i fugtige fangekældre. Romanerne blev gerne udgivet i flere dele, så de hungrende læsere måtte vente i månedsvis på næste del. Omtrent som vi i dag får kriller af at vente på næste sæson af en tv-serie.

Northanger Abbey er den første roman Austen gjorde færdig, og den er ufærdig sine steder. Nogle af bifigurerne har ingen dialog og andre virker som rene skitser. Men man kan se skyggen af Lydia Bennett og måske Mary Crawford i Isabella Thorpe. John Thorpe og Frederik Tilney er forstudier til hendes senere mest kendte slyngler, Wickham og Willoughby. Jeg synes den er drønsjov at læse, både fordi den laver meta-meta studier af det at være en læser, og diskuterer om man kan læse for meget, men også for sin intelligente parodi på genren. Parodier og meta, så er jeg glad.

Catherine er desuden en indtagende, omend naiv, heltinde og mødte jeg Henry Tilney en aften i byen, så ville jeg sgu også hovedkulds forelske mig – mand, for en charmetrold.

Northanger Abbey er ikke filmatiseret specielt mange gange, men den er ganske godt filmatiseret i 2007. Desværre ikke til at score på en streamingtjeneste, men du kan vist få den for en halvtreller i Fona på DVD (du ved, de der shiny dimser med film på som kræver en afspiller).

Forfatter:
Udgivelsesår:
Forlag:
Genre: ,

Skriv et svar

Luk menu