Frk. Nielsens Bibliotek er min boghukommelse: for min egen fornøjelses skyld, gemmer jeg de bøger jeg har læst, og for din (mulige) fornøjelse skriver jeg lidt om hvad jeg synes om den. Du er velkommen til at være både enig og uenig og kommentere på det under den enkelte bog. Jeg startede på denne blog engang i 2009, og så har den været on/off i tide og utide, fordi jeg aldrig rigtig fik lavet den færdig. Jeg fortsatte dog med at skrive de bøger ind jeg læste, og først i starten af 2011 fik jeg taget mig sammen til at lave færdig.

Som udgangspunkt er bloggen min egen boghukommelse – jeg har med jævne mellemrum skrevet alle de bøger ned jeg har læst, uden dog at have den dokumentation gemt nogen steder, hvilket ærgrer mig lidt. Det kunne da være meget sjovt at vide, præcis hvor mange bøger jeg havde læst? Jeg er efter hukommelsen begyndt at lave en lang liste med alle de bøger jeg kan huske jeg har læst – udover dem her på bloggen.

Når jeg falder over noget interessant, sjovt eller smukt der relaterer til bøger, kan jeg finde på at skrive et indlæg om det: de indlæg finder du i højre spalte på forsiden, eller under menupunktet ‘bogsnak’.

Hvem? Hvorfor?

Jeg er 29 år, bor i København, er grafisk designer, og har læst viiiiirkelig mange bøger – de fleste af ret underlødig kvalitet, da jeg har en svaghed for krimier og chick-lits. Jeg har lavet den her bogblog, fordi jeg synes det er sjovt at holde styr på hvad jeg læser, og fordi det var sjovt at snedkerere den sammen i WordPress.

Jeg var barn på skolebiblioteket, omringet af Troldepus og Astrid Lindgren, siden De 5, Alfred Hitchcock og de 3 detektiver, Britta og Silver, Den sorte Hingst, Silas-bøgerne og alskens andre seriebøger for børn. Jeg faldt for Narnia, og har elsket fantasy ligesiden, uden nogensinde at blive hardcore fantast (haha) – men jeg læste dog Harry Potter 1, 2 og 3 før de fleste andre, var rundt om Garth Nix, Tamora Pierce, Phillip Pullmann og Lene Kaaberbøl adskillige gange. Jeg kværnede Anders And-blade og jumbobøger, Garfield, Asterix, Lucky Luke og Fæhunden som andre trækker vejret.

Jeg blev teenager med Bridget Jones og hendes medsøstre i 90’erne, og der er ikke mange bøger med lyserødt cover/indhold der ikke har været forbi mit natbord, også mange af de seriøst elendige. Min største kærlighed er og bliver dog Jane Austens 6 romaner, som jeg har genlæst igen og igen siden jeg første gang læste Stolthed og Fordom 2 gange i træk som 16-årig – det er den eneste bog jeg har gjort det med.

Skolebiblioteket var forresten min anden arbejdsplads i mit 14-årige liv – jeg satte bøger på plads i 7. klasse. Siden har jeg arbejdet i to forskellige boghandlere – ingen af delene har dog forbedret min bogsmag. Jeg vil altid være til fals for eventyr, action og spænding, modige mænd og dånende kvinder, krimier med blod og gys, ubehjælpsomme single-storbykvinder og børn med magiske evner der redder verden. Og så Jane Austen.

Wonderful WordPress

Siden er bygget på WordPress, og jeg har brugt et tema der hedder Imbalance som udgangspunkt – der er dog intet af det originale tema tilbage, men da jeg opdagede det, var jeg allerede nået så langt, at det ikke gav mening, at begynde forfra med et nyt tema, så hvis der dukker mystiske fraser op på engelsk, må du bærer over med det (eller skrive en kommentar, så retter jeg det). Typografien er tyvlånt fra Siimples tema Un.complicated, som er smukt, smuk webtypografi. Skriften er Crimson Text – og det fungerer smukt og enkelt ved hjælp af Googles Font API.

Databasenørderi

Det sjove ved at lave en bogblog i WordPress er, at jeg har kunne lave de søgesider du ser i menuen: forfatter, genre, forlag, serie eller designer. Du kan ligeledes klikke på en af disse punkter på bogens egen side – og vupti, så får du en fin liste over bøger af f.eks. den samme forfatter. Hvad man kan bruge det til? Ikke meget, det er nok sjovest for mig selv, at se, at jeg læser enormt mange krimier, og at de fleste bøger er designet af Imperiet. Det er sjovt, fordi man kan;)

Skriv et svar