Oprør

  • Post category:Bøger

Kattua er blevet fundet af det glemte distrikt 13, som planlægger et opgør mod Capitol. Men har de selv rent mel i posen?

Capitol bombede Distrikt 12 som hævn for, at Kattua forsvandt ud af dødsspillet i forrige bog. Capitol har fængslet Peeta, og de få andre overlevende deltagere i spillet, og kun på grund af Gales modige indsats, blev der reddet ca. 800 indbyggere fra Distrikt 12, deriblandt Kattuas mor og søster, som nu er i sikkerhed i Distrikt 13.

Distrikt 13 har fået lov at være i fred, fordi de truede Capitol med de atomvåben, de engang byggede. Nu lever de under jorden, mens de forbereder et nyt oprør mod Capitol, ved at starte undergrundsbevægelser i de forskellige distrikter. Hverdagen i Distrikt 13 er striks og planlagt efter et skema, noget Kattua slet ikke kan indfinde sig under. Samtidig kæmper hun med, at hun er blevet ansigtet for oprøret ud aftil – Sladredroslen, oprørernes leder, som indgyder håb i de mange distrikter.

Referencerne til reality tv fortsætter. Kattua styles og instrueres i, hvad hun skal sige, da der filmes propaganda spots for oprørernes sag. Planen er, at overtage den nationale tv-station, og sende spots’ne ud til hele landet. Som altid er der problemer hvor Kattua færdes, og hun fanges hurtigt i kamp, og bliver såret. Mens hun kommer sig, må hun overvære modspots fra Capitol, som har Peeta som fange, og bruger ham imod oprørerne.

Læs ikke videre, hvis du ikke har læst bogen – her kommer afsløringer om slutningen!

Æv, æv, æv, for en slutning. Det er svært at gennemskue, hvad Collins’ idé med sin trilogi er, nu jeg har læst den færdig. Hvor bog 1 er en samfundskritik mod realityshows, som også udbygges en smule her i bog 3, men som aldrig føles som noget gennemtænkt. I stedet ender bogen som en slags dokumentar fra den Irak-krig der oprindeligt inspirerede Collins til serien.

De unge hovedkarakterer, Gale, Kattua og Peeta, bliver helt og holdent destrueret af forfatteren. Gale konstruerer dødsfælder, der dræber minearbejdere som ham selv, han bekæmper død med død. Peeta bliver hjernevasket af Præsident Snow, og tror, at Kattua vil slå ham ihjel. Da oprørerne redder ham, er der intet tilbage af den gamle, gode Peeta, kun en forvirret ung mand, der prøver at slå Kattua ihjel. Kattua selv bærer hele verdens skyld på sine smalle skuldre, og har svært ved, at være den leder oprørene eftersøger, og kan ikke kapere den strøm af døde hun efterlader i sit kølvand.

Udover destruktionen af de tre karakterer, og deres indbyrdes forhold, ryger fortællingens rytme også overbord. Bogen træder vande under Kattuas ophold i Distrikt 13, hvor hun skiftevis såres fysisk igen og igen, og skal komme sig, og har uanede mængder af mararidt. Collins falder også i den fælde, at hun konstant gentager fakta fra de to tidligere bøger, som enhver læser godt kan huske, hvilket er trættende. Til sidst er det helt utroværdigt, at en 17-årig kan komme ovenpå, efter de skader hun udsættes for. Collins vil gerne så tvivl om oprørernes bagtanker med et oprør, især deres leder Præsident Coin. Coin forbliver dog en papfigur, som vi ikke lærer at kende – vi ved blot, at Kattua ikke kan lide hende.

Som med de tidligere bøger er denne også fortalt i jeg-person, og de begivenheder Kattua ikke deltager i, kan hun kun genfortælle, og det er altså ikke ligeså spændende. På dette tidspunkt har jeg som læser stadig ikke et særlig klart billede af Kattuas mor og søster, eller mange af de nye karakterer i denne bog, som blot er navne der passere henover siderne.

Død med død på

Der dør folk til højre og venstre i denne bog, og det bliver for meget. De mange dødsfald bliver meningsløse, fordi de dør uden grund, og uden formål. Det er ikke altid nødvendigt for plottet, eller for at skubbe Kattua eller en anden karakter fremad. Prims død til sidst i bogen, har ikke den indvirken på mig som læser den burde, fordi jeg ikke kender Prim nok. Hendes død burde påvirke mig mere end Rudes død i den første bog, men jeg efterlades følelseskold, fordi hendes død er én af mange.

Fra at være en kløgtig samfundskritik af nutidens dyrkelse af realityshows, taber Collins bolden, da hun skifter over til at lave kritik af krig i stedet. Sidste del af bogen minder om en krigsdokumentar, og som med de sultne børn på tv, ender jeg med, ikke at tage notits af dødsfaldene til sidst. Hvor en forfatter som J.K. Rowling har et formål med hver eneste dødsfald, er der ingen mening her. Det fine moralske valg i bog 1 er, at Kattua måske skal slå en dreng ihjel der har reddet hendes liv for at redde sit eget. I bog tre er det helt sat til side, til fordel for en krigsfortælling, som er unødvendig, og som fraviger den første bogs præmis og logik. Kærlighedshistorien ender med, at blive en underlig, ødelagt sidehistorie historie, om en egenrådig pige, som ikke kan se ud over sin egen næse, og droppe sine ungpigesværmerier midt i en krig.

Forfatter:
Udgivelsesår:
Forlag:
Genre: , ,
Serie:

Skriv et svar