P7 Mix Maraton

P7 Mix Maraton

P7 Mix Maraton sætter fokus på et bestemt emne, musiker eller gruppe i 7 timer i streg. Svælg i en musiker du allerede elsker, eller lær noget nyt om dem du ikke kender så godt.

Der er 40+ episoder af hver 7 timer at gå i krig med, og det er popmusik hele vejen. Fra Rasmus Seebach og Thomas Helmig, til boybands, Michael Jackson og George Michael. Hver podcast afsøger alle hjørner af emnet fra inderst til yderst, formidlet med pop og sjæl, som P7s charmerende slogan lyder.

For eksempel går supernørderne Nicolai Molbech og Henrik Milling i clinch med Phil Collins, en mand der startede som en genial trommeslager i banebrydende Genesis, men som endte som symbolet på cheesy pop. De fortæller historien om Collins’ kendte lilletrommeslag, som indkapsler start-90’erne i én enkelt lyd. Efter endt lytning tør jeg godt påstå, at man vil genvinde respekten for Collins.

Det er svært at vælge en favorit, men for nylig lod jeg episoden om de 70 største breakup-sange være soundtracket til en opgave, hvor jeg skulle fotografere young adult bøger for en kunde. Tilfældigvis er mange af de største breakup-sange ballader fra 90’erne, hvor jeg var teenager, så det var et nostalgisk genhør at vræle med på Nothing Compares 2 U og I Will Always Love You mens jeg arrangerede bøger til fotografering. (Hvis du har læst nogle af den nye bølge af young adults ved du også, at de forelsker sig med patos og dør til højre og venstre, og kun Whitney kan udtrykke den smerte de føler).

En anden favorit er det nyeste afsnit, Made in Denmark, som har de 70 danske sange der har klaret sig bedst på udenlandske hitlister på programmet. Det er selvfølgelig på grund af Lukas Grahams nærværende succes, men det baner vejen for genhør med 90’ernes tyggegummipop, Melodi Grand Prix-sange, Nina og Frederik, syngende hunde og Bent Fabricius-Bjerres Alley Cat. Undervejs fortæller kunstnere som Volbeat og Michael Learns to Rock om deres vej til udenlandsk berømmelse. Fantastisk tur ned af memory lane.

P7 Mix Maraton er fantastisk, fordi værterne vitterlig elsker pop og at formidle det til lytterne. Programmerne er kvalitetsarbejde fra inderst til yderst, og de øvede DR værter gør som de nu engang gør så godt på DR: Skabe en hyggelig, vedkommende og skøn stemning.

P7 Mix Maraton kan findes på iTunes.

Forfatter:
Udgivelsesår:
Forlag:
Genre:

Skriv et svar

Close Menu