PlotCast

I PlotCast taler forfatter og tegneserietegner Palle Schmidt og forfatter og filminstruktør Malene Kirkegaard med en anden forfatter om det at skrive.

Palle Schmidt er en af de mest driftige mennesker i den danske tegneseriebranche og en af de få som har udgivet tegneserier i USA, den hellige gral for mange kunstproducenter. Han har et væld af sideprojekter og en af dem er podcastet PlotCast, som han laver sammen med Malene Kirkegaard. Det er dog Schmidt der er vært på de fleste af de indtil videre 15 afsnit.

Schmidt taler med forfattere af alle slags: Børnebogsforfattere som Kenneth Bøgh Andersen og Benni Bødker, manusforfattere som Rasmus Heide og debutanter og forfatterskolestuderende som Nanna Foss. Er man interesseret i hvordan forfattere og kunstnere arbejder, er det et podcast for dig. Man kan også mærke, at Schmidt er en dedikeret freelancer, samtalen handler ofte om hvordan man klarer sig som forfatter økonomisk. Emner som arbejdsmetoder, work/life-balance, forretningsmodeller og bogbranchens vilkår diskuteres ofte, ligesom emner relateret til forfatteren, som fx hvordan man skriver til børn eller hvordan man skriver humoristisk.

Afsnittene er ret lange, en time til halvanden, og kan med fordel høres i højere tempo (appen Overcast kan dette lille trick). Alle de afsnit jeg har hørt har dog været interessante nok til at længden ikke betød noget. Ind imellem er det også rart med lange afsnit med tid til fordybelse.

PlotCast har en næsten forsigtig tilstedeværelse. Websitet er douchet lyseblåt og der er kun musik i starten af podcastet. Schmidt og Kirkegaard er begge meget rolige og venlige værter, som giver plads til, at deres gæster kan tale entusiastisk og længe om det de brænder for og det giver flere af afsnittene en nerve som er inspirerende.

Disclaimer: Jeg kender Palle Schmidt sådan lidt fra her og der. Vi har engang diskuteret over en Dark & Stormy og bruger muligvis samme frisør.  

Forfatter:
Udgivelsesår:
Genre:

Skriv et svar

Close Menu