Så kom du

Fire kvinders liv flettes sammen, om ét kunstigt fremstillet barns liv.

Jules er netop færdig med college, og mangler penge til at hjælpe sin alkoholiserede far, så hun donerer æg til en fertilitetsklinik. Annie, en ung mor til to, som har svært ved at få familiens finanser til at hænge sammen, har meldt sig som rugemor til samme klinik, og det er også her India og hendes 15 år ældre mand Marcus henvender sig, da hun ikke kan blive gravid af naturlige årsager. Den sidste kvinde, Bettina er Marcus’ datter fra første ægteskab, og hun er hverken fan af India eller idéen om, at de skal have et barn.

Jennifer Weiner har altid skrevet mere originalt, afrundet og dybt end den gennemsnitlige chick-lit forfatter, hendes heltinder er ikke grimme ællinger der skal reddes, eller ben-i-næsen kvinder der bare behøver en stærk mand, for at finde deres indre prinsesse. Hendes personer virker altid som en kvinde man har kendt; de har altid flere lag, og er sjældent klicheer. Hendes bedste bøger er stadig God i sengen og I dine sko, de sidste par stykker har slet ikke været i nærheden af disse.

Charmerende personligheder

Der er alligevel noget charmerende ved Så kom du, og det er i høj grad karakterbeskrivelsen af de fire kvinder. En bog der skifter mellem fire karakterer, som alle får ligemeget skærmtid, kan nemt ende med at blive overfladisk, eller man kan fornemme, at forfatteren bedre kan lide nogle af karaktererne frem for andre – og det er ikke tilfældet her. Alle fire kvindes historie behandles ligeværdigt, og er lige interessante. Ingen af dem føles som fyld, men som lige vigtige for plottet. Weiner har også en fiks evne til at beskrive arketyper på en humoristisk og original facon – især Marcus’ ekskone, en New York socialite, som har fundet meningen med livet i buddismen, er flyttet til et ashram og er blevet vegetar, fik mig til at læse højt.

Alt for pæn slutning

Slutningen bliver dog en smule for pæn, og alle tråde samles i en lidt for nysselig sløjfe. Konflikter løses for nemt, eller undgås helt – især Annies konflikt med hendes mand Franks, som ikke er glad for, at hun er rugemor, forbigåes fuldstændig. Weiner, som altid skriver fra kvindernes synspunkt, undgår helt at udforske Franks følelser omkring projektet, og den vinkel kunne være interessant at udforske. Bogen kunne have været mere dybdegående, have behandlet den udfordring et rugemors-projekt er med mere bid, som God i sengen fx gør – men her forpasser Weiner desværre chancen.

Anmeldelser

Kpn.dk (3 ud af 6 stjerner)

“Det er ærgerligt, at Weiner ikke formår at løfte sin historie, for den har potentiale til at blive et fint dokument over kvindeliv. I stedet bliver det light damebladslitteratur i den ligegyldige, men læsevenlige genre.”

Femina

“… jeg fik et indblik i et USA, hvor kvinderne lader sig forsørge af deres mænd, har som første og største mål i livet at få ring på fingeren og rogn i ovnen, og det overraskede mig i den grad, hvor meget det lignede en Mad Men-episode, selvom bogen foregår nu.”

Forfatter:
Udgivelsesår:
Forlag:
Genre:

Skriv et svar

Luk menu