Selfies

Selfies

Ifølge Wikipedia hedder Jussi egentlig Carl til fornavn, men jeg forstår godt, hvorfor han bruger Jussi. Der er kun én Jussi og ham er vi på fornavn med, ligesom Beyoncé. Han kan ligeså godt skippe efternavnene og bare skrive JUSSI med store bogstaver på forsiden af sine bøger.

Anmeldelse af Jussi Adler-Olsens syvende bog om Afdeling Q, “Selfies” –   blandet godt sammen med at hilse på ham til bloggerfrokost

Selfies er den syvende bog om Carl Mørck, Assad og Rose og Jussi er i topform. Slap-stick komedien vælter frem hver gang vi er nede i Afdeling Q’s kælder. Den folkelige falde-på-halen humor tror jeg er én af grundene til, at så mange elsker Jussi. Det er i hvert fald den eneste krimiserie jeg er stødt på, som kan læses med Benny Hill-temaet som underlægningsmusik.

For Jussi har fat i folk. Han fanger alle grå-guld-damerne ind, og de fanger deres mænd ind – eller svigerdøtre, i mit tilfælde. Min svigermor kunne næsten ikke være i sig selv, da hun så Selfies ligge fremme hos mig før udgivelsesdatoen, og skulle vælge mellem at samle den eller hendes nye barnebarn op. Og det siger ikke så lidt.

Men jeg slugte Selfies så hurtigt det kan lade sig gøre med en baby på armen, for som de tidligere bøger, så vender siderne sig selv. Som altid er der flere historier i gang samtidig, som ender med at have indflydelse på hinanden. I denne omgang kan jeg nævne i flæng: En sagsbehandler der får nok, en flok oversminkede, ubegavede trunter der nasser på systemet, en ældre kvinde der myrdes i Kongens Have og ikke mindst indhenter Roses fortid hende.

Charme, selvtillid og Jussi

Politiken inviterede 20 bloggere til frokost med Jussi (vi var i tv og alting) hvor han underholdt om skriveproces og anekdoter fra forfatterlivet. Han er en underholdende mand og anekdoterne er mange og velfortalte. Det er lidt af et show når Jussi holder hof, men jeg tager hatten af for en mand der hilser med et fast, varmt håndtryk, kigger én i øjnene og udstråler, at han har læst ens blog (*vinkevinke* Jussi, hvis du rent faktisk læser med.).

Mig og baby mødte Jussi. Jeg kan ikke se normal ud på billeder hvilket afstedkommer sjove billedtekster.

Mens vi spiste frokost på Politikens regning, indledte Jussi med at rose os bogbloggere. Ifølge ham, er vi de vigtigste boganmeldere, fordi vi ikke er i lommen på nogen. Og det er altså rigtigt, uanset hvor mange frokoster vi bliver inviteret til, så er bogbloggere nogle af de mennesker jeg har mødt med højest integritet. De elsker bøger så højt, at de ikke kan andet end at fortælle deres ærlige mening (sådan er vi også, os tre her på Trilogien. Vi kan ikke spises af med champagne, men det skal ikke forhindre os i at nyde den).

2016-10-04-15-14-02

Efter mad og forfatteranekdoter drog vi i samlet flok til Kongens Have, hvor Jussi udpegede de steder, han har brugt til scener i bogen. Selfies foregår i det område af København jeg selv bor i, og manden gør altså sin research godt og grundigt. Jeg kunne genkende hver eneste detalje han beskriver. God finish, det kan vi lide! Mens vi luntede af sted i solen, skete der noget ret fantastisk for mig, fuldstændig urelateret til Jussi. Hanne, en af de andre bloggere, og jeg, fandt ud af hvorfor vi synes den anden virkede bekendt: Vi har arbejdet sammen for 10 år siden hos Danmarks flinkeste boghandler. Altså, small world!

jussi1

Jussis krimier adskiller sig fra så mange andre jeg har læst, ved at have en stærk satirisk åre. Det er ikke så tydeligt i de første i serien, men i denne driver det ned af væggene. Det er især behandlingen af de tre karakterer Michelle, Jazmin og Denise, som er satirisk (og tragisk). De er kvinder sidst i 20’erne, uden uddannelse eller anden viden, end om hvordan man lægger en perfekt eyeliner. De lever klippefast i troen på, at de en dag bliver opdaget på gaden og bliver rige og berømte – Amalie fra Paradise-effekten. Mens de venter, danderer de den på dagpenge, som de mener de har ret til. De tre pigebørns væremåde og dialog er spot on, og man griner for sig selv, mens man græmmes.

Ifølge Jussi, så findes den slags piger i virkeligheden og de er jo med til at forplumre hele den ongoing debat om dagpenge. Derfor er bogen også et lille indspark i den politiske debat, og det har da en vis betydning, når Jussis bøger sælger i millioner.

Men de der omslag, ik`?

Jeg har dog én anke om bøgerne og det er også en af grundene til, at jeg gik i en bue uden om dem til at starte med. De er så grimme. Så uendelig, afsindig grimme. Det er de grimmeste krimiomslag der findes. Skriftvalget på forsiden er omtrent ligeså passende som klovnesko er til audiens ved hoffet. Og inde i bogen fortsætter klovneriet, for alle kapitler starter med falske kapitæler. Ret skal være ret, det er langtfra den eneste danske bog der sovser rundt i den fejl, men det er altså ikke godt nok. Det er typografi-sjusk på linje med frisøren der klipper dit pandehår for kort. Der er altså nogle DTP-bureauer derude der skal have svirp med et vådt viskestykke, så de kan lære at gøre det ordenligt. Politiken, I skulle tage og genudgive alle Jussis bøger med labre nye forsider, når den sidste bog er landet på hylderne. Så kunne I sikkert sælge dem allesammen én gang til.

Bogen er venligst tilsendt af forlag Politiken.

Forfatter:
Udgivelsesår:
Forlag:
Genre:

Skriv et svar

Luk menu