Shakespeare-forbandelsen

Kate Stanley befinder sig endnu engang i begivenhedernes brændpunkt denne gang på jagt efter den oprindelige udgave af Shakespeares skuespil, Macbeth.

Inden hun har talt til fem, er Kate røget afsted til Skotland, for at mødes med en aldrende skuespillerinde, Lady Nairn, der forsvandt fra offentlighedens søgelys da hun giftede sig med en excentrisk rigmand. Rigmanden forsvandt sporløst en måned tidligere, i jagten på endnu et Macbeth-klenodie til sin imponerende samling. For at mindes sin mand, vil Lady Nairn nu sætte Macbeth op, med Kate som instruktør, og genstande fra hendes mands samling som rekvisitter – indtil der sker et mord.

Det forbandede “skotske stykke” er den hellige gral Kate skal finde, da Lady Nairns 15-årige barnebarn, Lily, bliver bortført af en sindssyg morder, der hurtigt begynder at tynde ud i flokken af skuespillere til Lady Nairns forestilling.

Shakespeare + magi = ?

Ben Pearl, Kates flamme og redningsmand fra forrige bog, er næsten reduceret til en birolle, hvilket ligger i kakkeloven til en tredje bog med Shakespeare-mysterier. Jeg skal dog lige fordøje denne her, som på mange punkter er i overkanten. I den første bog viste Lee Carrell, at hun glad og gerne benytter sig af rygter og myter som kilder – forrige bog byggede på, at Shakespeare måske, måske ikke, skrev sine skuespil selv. I denne bog er vi ret hurtigt ude i, at han stjal sig til sin næsten guddommelige evne til at skrive, ved at aflure heksekunstner fra en gal, skotsk fe.

Jowjow.

Det starter nu ellers godt nok …

Idéen med det forbandede skuespil Macbeth er god nok – myterne om forbandelse af alle opsætninger af Macbeth kender selv folk der ikke er teaterkendere, og det er et godt udgangspunkt for at digte en masse om Shakespeares liv, som man, meget belejligt, ikke ved en døjt om. Desværre er Lee Carrell ikke den snedigste forfatter på hylden. Jeg var konstant forvirret over, hvem der gjorde hvad mod hvem, hvilket mystisk spejl der nu var blevet forbyttet med noget andet, og hvor Kate egentlig befandt sig henne – helt ned på sætningsniveau er der afsnit som springer rundt og er så forvirredende, at jeg dårligt kan gengive detaljerne i plottet.

Alligevel er det en udemærket bog hvis man kan lide den “akademiske thriller”-genre – masser af mord, mystiske artefakter med magiske evner og en god portion action. Personerne er omtrent lige så troværdige som papfigurer, men bogen vinder på sin grundidé: hvor fik Shakespeare sin inspiration og kunnen fra?

Shakespeare forbandelsen er udgivet af det lille Forlaget Punktum. Anmeldelse af Bogblogger, Politiken og Bogvægten

Har du som mig et svagt punkt for Da Vinci-efterfølgere, er der adskillige boglisterLittteratursiden.

Skriv et svar

Luk menu