Skaber

Skaber

Skaber handler om kreativitet og det at skabe. Vært Nikolaj Rasmussen bygger podcastet op afsnit for afsnit ved at interviewe andre skabere.

Skaber er en podcast i indtil videre seks afsnit, som handler om den kreative skabelsesproces. Podcastets identitet bliver opbygget afsnit for afsnit ved at interviewe eksperter indenfor hver deres område, og det er en original og fængende idé. Værten Nikolaj Rasmussen starter bogstavelig talt den første episode uden andet end idéen om, at lave en podcast der handler om at skabe. Han har ikke noget navn, logo eller temamusik og episoden starter og slutter i stilhed. Det er modigt, og meget meta, at vise sin egen skabelsesproces frem på den måde.

I hver episode interviewer han en ny skaber, som hjælper ham med at tilføje en byggeklods til sin podcast. I første afsnit taler han med Bjarne Tveskov, som har været med til at navngive mange koncepter og virksomheder, og podcasten får sit navn. I andet afsnit er det logoets tur og designer Birk Marcus Hansen fortæller om den kreative proces bag et logo. I tredje afsnit kommer temamusikken til, komponeret af Jacob Keinicke.

Da navn, logo og musik er på plads, er det tid til en podcast-ekspert, en kaospilot og kollegaen Esben Hardenberg, som Rasmussen laver podcastet Rocket Cast sammen med – og det er de seks episoder det indtil videre er blevet til. Jeg har aldrig været den store fan af Rocket Cast, som handler om tech og technyheder, da de to værters facon er for afdæmpet for min smag til den type podcast – men det passer godt til Skaber.

Kører den hjem på charmen

Fordi podcastets koncept bygges op mens det optages, er det selvfølgelig ikke ligeså gennemført og sammenhængende som så mange andre podcasts, men den kører det hjem på charme og originalitet. For eksempel er vi med når, Nikolaj Rasmussen ringer på hos de forskellige skabere, og hører deres indledende smalltalk gennem dørtelefonen og i kaffebaren. Den upolerethed tilfører autencitet og får mig til at føle, at jeg er med sammen med Nikolaj og hans gæster i skabelsen af podcastet.

Du kan læse mere om Skaber her og downloade det på iTunes – det er forresten gratis.

Forfatter:
Udgivelsesår:
Genre:

Skriv et svar

Close Menu