The Time Traveller’s Wife

Jeg fik anbefalet The Time Traveller’s Wife af Superhelten og Prinsessen, fordi jeg efterlyste sørgelige kærlighedsbøger på Twitter. Ind imellem har jeg behov for en rigtig tåreperser.

Jeg ville så gerne kunne lide denne bog, både fordi de to ovenstående mennesker, som har upåklagelig bogsmag, elsker den, men også fordi præmissen er god: Henry og Clare elsker hinanden, men Henry er ufrivillig tidsrejsende. Uden varsel bliver han hevet tilbage i tiden, til et tilfældigt tidspunkt i sit liv. Han ankommer uden tøj og er helt uden beskyttelse. Derfor har han kendt Clare siden hun var 6 år gammel.

I hele Clares opvækst dukker Henry op med jævne mellemrum – som en voksen mand, vel og mærke – og hun forelsker sig i ham, allerede som lille. Da hun bliver voksen, begynder hun at lede efter ham i nutiden, og finder ham. Her begynder umulighederne: For han tidsrejser jo, og kan forsvinde med et øjebliks varsel, og være væk i minutter, timer, dage. Midt i maden, til en fest, på arbejdet – fuldstændig uventet.

Der er lagt i kakkelovnen til alletiders store, episke kærlighedsdrama, for hvordan har man et forhold til én, der forsvinder når man mindst venter det? Det tærer på dem begge to, og som deres forhold i nutiden fortsætter, bliver det kun værre.

Desværre har jeg bare så svært ved at have sympati for de to. Til at starte med er Clare den perfekte heltinde, modig og intelligent og Henry er den flotte helt – og the star-crossed lovers-tema er altid godt. Men Henry er ikke specielt sympatisk og utrolig egoistisk og Clare bliver klynkende og ensporet. De diskuterer undervejs, om mennesket har det frie valg. Henrys opdukken i Clares liv fra hun var lille, har muligvis fjernet hendes frie valg. Den diskussion er faktisk interessant, men Clare og Henry kæmper ikke imod – de ser bare til, mens deres liv flyder hen af en forudbestemt bane, fordi de er overbevist om, at de ikke kan ændre deres livsbane. Jeg holdt op med at heppe på dem, fordi de stopper med at kæmpe for deres frie valg, for hinanden og deres fælles liv. De glider fra hinanden og holder op med at støtte hinanden. Fra at være en kærlighedshistorie, hvor de elskende vil gøre alt for at blive sammen og beskytte hinanden, er dette elskende par selv skyld i deres ulykke – og det fik mig ikke til at tude.

Undskyld, jeg vil så gerne kunne lide denne bog!

Forfatter:
Udgivelsesår:
Forlag:
Genre:

Skriv et svar

Close Menu