Til månen og tilbage

  • Post category:Bøger

Ellie og Jamie er lykkeligt gift, da et biluheld slår Jamie ihjel, og Ellie er ladt alene tilbage med sin sorg og vreden på Jamies ven Todd der var med i bilen – og overlevede. Efter et år er hun ved langsomt at finde formen igen, og da det er en chick-lit, gør det ikke særlig ondt, for i chick-lits er lykken noget alle får, inden sidste side.

Jeg havde ellers højt og helligt lovet mig selv, at jeg i 2012 ikke ville læse smuds (dvs. krimier og chick-lits), men jeg ved ikke, hvem jeg tror jeg narrer. Jeg har nu ændret mit løfte til, at jeg som minimum skal læse mindst en kløgtig bog pr. smuds-bog. Jeg har ikke tjek på, om statistikken holder pt. Nå.

Til månen og tilbage er skrevet af engelske Jill Mansell, og udgivet af Thanning og Appel som er ret gode til at udgive chick-lit som ikke er alt for kvalmende, men stadig indeholder et drys af festøv, happy endings og lukkede slutninger til, at man får et lille kick ud af at læse dem. (Jeg får kick ud af læse kærlighedsromaner, so shoot me).

Jamies far, Tony, er en kendt Hollywood-skuespiller, og han installerer Ellie i en ny og bedre lejlighed, i stedet for den lille hybel hun havde med Jamie, som ikke længere er et godt sted for hende at være. Her møder hun Roo, som er tidligere medlem af en slags Spice Girl-pigegruppe, og får (hurtigt og nemt) et job hos en sød, lækker, venlig og charmerende mand, der er lige Ellies type.

Så er der Todd, Jamies bedste ven, som prøver at bliver venner med Ellie igen, den smukke maler som Tony er betaget af, Niall, det gifte røvhul som Roo er kæreste med samt en snes andre, typiske, chick-lit bi-figurer, som alle kan parres på kryds og tværs. Filmmanuskripter ender på magisk vis foran de rigtige mennesker, hunde redder gamle dame der falder i hjemmet, besværlige ægtefæller dør og forsmåede hustruer viser sig ikke at være bitre. Velkommen til chick-littens glossede verden: bogen her har alt hvad du kan ønske dig, hvis du elsker Bridget, flår Cecelia Ahern ned af hylden og har læst Nynne mindst 3 gange.

Forfatter:
Udgivelsesår:
Forlag:
Genre:

Skriv et svar