Villa America

Villa America

I huset Villa America ved den franske riviera holder Sara og Gerald Murphy til. De holder champagnefester for deres kreds af tidens unge forfattere og kunstnere. Fitzgerald, Hemingway, Picasso … hele The Lost Generation på strandtur.

Villa America handler omSara Wiborg, som er af rig familie og Gerald Murphy, som er yngste søn af en succesfuld forretningsmand. De gifter sig, mod familiens ønsker, og flytter til den franske riviera med deres tre børn. Her opbygger de et tilholdssted, et paradis for tidens unge, fremadstormende kunstnere. Zelda og Scott Fitzgerald, Picasso, Hemingway – og en hel stribe andre – frekventerer Murphy’ernes champagnefester og strandture.

Villa America fokuserer på de historiske personer Sara og Geralds perspektiv med en tredje person i midten: Den fiktive pilot, Owen Chambers, som også holder til ved rivieraen og indlemmes i den kreative cirkel. Alle kunstnerne er mere eller mindre uligevægte, de drikker mere end hvad godt er, måske for at komme sig oven på 1. verdenskrig, og under den løsslupne og til tider påtagede lykkelige slutning, lurer trusler mod Sara og Geralds lykkelige ægteskab: Hans homosexualitet, som han dårligt kan erkende over for sig selv.

For mange karakterer

Bogen startede på fire stjerner og røg så ned på to, og jeg er i tvivl om det er mig eller bogen den er gal med. Jeg elsker tiden omkring The Belle Epoque og forfatterne i The Lost Generation men jeg ved slet ikke hvad Liza Klausmann ved. Jeg har kun læst The Great Gatsby og Der er ingen ende på Paris, mens hun har læst alle de (roste) biografier der er skrevet om Murphy-parret.

Der er en god chance for, at Klausmann har portrætteret de historiske personer ret korrekt, for hun har gjort sit forarbejde. Hun har fx læst en masse af deres breve, så hun kan efterligne deres skrivestil i de fiktive breve i bogen og det gør hun sikkert ret autentisk. Men personerne kommer ikke ordenligt til live for mig, de forbliver de endimensionelle papfigurer som historiske personer der døde før en selv nødvendigvis må blive. Klausmann virker til at have bundet sig selv til at nævne alle de historiske kendisser der kom forbi Murphy-parrets fester, med det resultat at læseren præsenteres for et væld af navne, som John Dos Passos, Dorothy Parker og Cole Porter, som jeg da udemærket ved hvem er, men måden de bruges i bogen på virker so namedropping. Der er simpelthen for mange personer at holde styr på, for mange der præsenteres ved navn, til at jeg kan holde styr på dem – eller interessere mig for dem.

Historien springer rundt

Bogen har ikke kapitler, men inddelt i årstal, dog med den midterste del ved rivieraen som det længste. Fester, dage og udflugter beskrives som korte og længere bidder fortalt fra Sara, Geralds og Owens synspunkt, og det er her igennem man skal opleve en interesse for, hvordan det dog skal gå med dem. Fortællemåden passer godt til den drømmende og sfæriske fornemmelse der nok har været omkring Villa America, og det er det jeg synes der lykkedes bedst ved bogen. Samtidig er det også distancerende, fordi fortællingen springer i tid flere gange.

Hele første tredjedel beskriver Saras og Geralds barndom, kurmageri og senere giftemål, og det er ikke særlig spændende. Det er nok inkluderet for at understrege deres behov for at skabe et paradis for dem selv, men det behøver ikke fylde  meget for at understrege den pointe. I det hele taget virker det som om, at Klausmann har forelsket sig så meget i sine personer og sit materiale, at hun har glemt at skære fra hvor hun burde.

Jeg vil hellere anbefale at man læser nogle af de andre biografier der er skrevet om Muprhy’erne, eller går i krig med Fitzgeralds og Hemingways egne bøger.

Bogen er venligst tilsendt af forlag Politikens forlag.

Forfatter:
Udgivelsesår:
Forlag:
Genre:

Skriv et svar

Luk menu