Vindens skygge

Den mystiske forfatter Julian Carax, omdrejningspunktet i Vindens Skygge, skrev i en af sine bøger, at man får det ud af en bog, man selv bringer til den, noget bogens fortæller, den unge Daniel, lever efter.

Vindens skygge gik sin sejrsgang over Europa, og senere USA, da den blev udgivet i 2001, og Zafón blev sammenlignet med alt fra Charles Dickens til Jorge Luis Borges, og var den første bog jeg hørte omtalt som magisk realisme, en ordsammensætning der er smuk i sin ulogiske kontrast.

Daniel er søn af unge Sempere fra Zafóns anden bog Englens Spil, som egentlig er udgivet syv år efter Vindens Skygge, men handlingen foregår altså efter Englens Spil. Daniel lever i et Barcelona præget af tiden lige omkring Francos hårde styre, hvor han som 10-årig introduceres for De Glemte Bøgers Kirkegård af sin sørgmodige far, der aldrig er kommet sig over tabet af Daniels mor. På Kirkegården finder Daniel bogen Vindens Skygge af den ukendte forfatter Julian Carax, og lover, i overensstemmelse med reglerne for Kirkegården, at han vil bevogte bogen med sit liv.

En bog, et løfte

Carax’ bog tryllebinder Daniel, og både bogsamlere og en uhyggelig, ansigtsløs mand prøver at købe bogen af ham, som nægter at sælge. I stedet prøver han at opklare hvem Carax var, og i jagten møder han sin første forelskelse i den blinde, noget ældre, smukke Clara. Daniel er ikke den heldigste i kærlighedsanliggender og får knust sit hjerte. Senere møder han den veltalende, hjemløse Fermín på gaden, og får ham ansat som litterær detektiv i faderens boghandel og så tager historien en drejning – Daniel er ikke længere herre over begivenhederne, der fører ham og Férmin afsted for at finde løsningen på gåden om Julian Carax. I hælene har de Fermins nemesis, den afskyelige ondskab selv, i form af en højtstående politiofficer, som kender mere til Carax end han giver sig ud for. Bogen er både en romance, et eventyr i magisk realisme-genren og en spændingshistorie.

En antihelt?

Daniel er, som David i Englens Spil, ikke den modigste i verden, og selvom Daniel tror, at han selv vælger sin skæbne, er det nærmere skæbnen der tvinger ham  til at lede efter løsningen på en gåde bag en mystisk bog – nøjagtig som David. Begge unge mænd er blot talerør for historien, som er medrivende og fantasifuldt fortalt, og man sidder som læser ofte med tilbageholdt åndedræt. Zafóns evne til at filtre trådene i sin krimihistorie sammen på kryds og tværs, for derefter elegant at filtre dem ud igen, er upåklagelig, og  den film noirske stemning i Barcelona, som dog er mere udtalt i Englens Spil, er fantasisk beskrivende og filmisk.

Det absolutte højdepunkt i Vindens Skygge er dog hver gang Férmin åbner munden, og udgyder en sand lindstrøm af kløgtigheder, ordsprog og hjemmestrikkede sandheder. Ruiz er en sand mester i dialoger – selv den salvesfulde gamle professor der fortæller om urmagerens kranke skæbne er en fornøjelse at læse, ligesom jeg elsker hvordan han kan opsummere en tilfældig bipersons liv i få, men præcise, og ordrige sætninger.

Det eneste der skæmmer både Skyggen og Englen er, at Riuz næsten taber bolden på målstregen – han lader mysteriet blive opklaret via et brev, og overtræder herved en næsten fortærsket, men stadig sand regel om, at man bør show it don’t tell it. Ikke at det gør noget mens man læser, for der er man så nysgerrig at man læser hvad som helst, men efter endt læsning, følte jeg mig snydt for dramatiske scener med følelsesmæssig dialog – jeg ville gerne have været tilstede under begivenhedernes gang, i stedet for at få dem refereret.

Alligevel vil jeg på det varmeste anbefale denne bog til alle der elsker et godt myssterium, ulykkelig kærlighed, tju-bang og humor.

Skriv et svar

Luk menu