Water for Elephants

  • Post category:Bøger

Water for ElephantsVand til elefanterne på dansk, er en af de absolut bedste bøger jeg har læst i år, en af dem jeg nu er lidt ked af, at jeg ikke længere har til gode. Den har lidt af det hele: historiske omgivelser i et klassisk, amerikansk cirkus, en trekants-romance og en snert af krimi.

Jacob Jankowskis største bekymring er hans forestående eksamen som dyrlæge og om han får lov at nå til second base med klassekammeraten Caroline, da rektor kalder ham til sig: hans forældre er døde i et tragisk biluheld, og har efterladt sig en bundløs gæld, en gæld skabt ved at betale Jacobs studier. Uden et sted at bo, eller styrken til at afslutte sine studier, flakker han omkring ved jernbaneskinnerne, og hopper uden at tænke ombord på det første det bedste tog.

Men det er ikke et hvilket som helst tog: det er et cirkustog, The Benzini Brothers, og Jacob bliver hurtig optaget i cirkusflokken på grund af sin baggrund som (næsten) dyrlæge. Han får både skabt sig venner og fjender, samtidig med, at han tiltrækkes uigenkaldeligt af den smukke cirkusprinsesse Marlena. Marlenas mand, August, er ansvarlige for cirkussets dyr, som Jacob hurtigt bliver knyttet til.

Rammen om romanen er den nogen-og-90-årige Jacobs fortælling fra sin rullestol på et plejehjem, hvor han glider ind og ud af sine erindringer, og man springer fra nutiden til starten af 1900-tallet fra kapitel til kapitel, mens Jacobs historie rulles ud.

Moulin Rouge om igen

For det første er Gruens beskrivelse af den aldrende Jacobs tristhed over at være gammel og begyndende senil rørende og tragisk på samme tid, som han sidder på et plejehjem hvor beboerne bliver nægtet smør, sukker og salt – de skal jo leve sundt i deres fremskredne alder.

For det andet faldt jeg pladask for historien om Marlena og Jacob, som minder i stil og tone utrolig meget om filmen Moulin Rouge, som jeg har set de første 10 gange. Den fattige knægt der tilfældigt lander i et show- og gøglerliv hvor han får lov at blive på grund af et særligt talent, hvor han finder venner i kunstneriske dværge og oplever alkohol, ydmygelse og uendelig jalousi fordi han falder for showets prinsesse, der både beskyttes og mishandles af cirkusdirektøren – og som tilhører en slibrig vendekåbe af en voldelig psykopat er en ret nær beskrivelse af både bog og film.

Cirkusset er en perfekt baggrund for romancen, og det meste af bogen foregår ombord på eller omkring toget, som er omdrejningspunktet for en cirkusgøglers liv dengang. Jeg læste bogen på engelsk, hvor den er fyldt med fantastisk cirkus-slang, som kun er med til at give bogen kulør – jeg håber, at den danske oversættelse har ramt det farverige sprog, og hvis ikke, er den nem at læse på engelsk.

Det er den perfekte strand- eller hængekøjebog, som netop er filmatiseret med Robert Pattinson og Reese Witherspoon i hovedrollerne. For god billedsamling fra filmen samt vintage cirkusfotos kig her.

Anmeldelser

Forfatter:
Udgivelsesår:
Forlag:
Genre:

Skriv et svar