You Must Remember This

You Must Remember This

Åh, Hollywood. Det gyldne Hollywood, fra 20’erne og frem, hvor de lavede de farverige technicolor musicals og de store dramaer, hvor starletter og skuespillere var næsten guddommeligt smukke.

Da jeg var lille, sendte DR ganske ofte ældre, amerikanske film fra 1940’erne til 60’erne. Jeg sukkede henført når Gene Kelly steppede gennem regnen, eller dansede sig gennem New York sammen med Frank Sinatra. Som alle andre faldt jeg pladask for Audrey Hepburn i Roman Holiday, som er en af mine yndlingsfilm, selvom hun måtte vige pladsen for Julie Andrews’ Mary Poppins. Jeg købte mig fattig i videobånd (kan I huske det? Det kostede snildt et par hundrede kroner for to stk med 4 timers optagetid), og båndede dem, så jeg kunne se dem igen og igen.

Mine yndlingsfilm var dem, hvor mine favoritstjerner optrådte side om side, som Summerstock med Gene Kelly og Judy Garland. Selv om jeg havde travlt med at synge med på sangene, kunne jeg ikke undgå at bemærke, at Garlands vægt ryger op og ned i filmen. Hun svinger i omegnen af 15 kilo fra start til slut. Først som voksen fandt jeg ud af bagsiden af medaljen for Garland og Hepburn, og det var en tid svært at se filmene på samme måde.

You Must Remember This vækker Hollywood til live

Da jeg faldt over podcasten You Must Remember This, har jeg fået lyst til at se alle mine gamle favoritter igen, samt alle dem jeg aldrig fik set. Vært Karina Longworth fortæller om de mange skæbner i Hollywood. Om Montgomery Clift, der var homosexuel og måtte skjule det, Elizabeth Taylors vej til toppen og om hvordan Walt Disney fik økonomien til at hænge sammen under anden verdenskrig ved at lave krigspropaganda.

Hvert afsnit handler om en ny stjerne, men hun laver også historier der varer flere afsnit, for eksempel hele historien om Charles Manson og mordet på Sharon Tate. Nogle af stjernerne vækkes til live af skuespillere, som citerer interviews og udtalelser fra stjernerne. De er det eneste minus, for det er langt fra dem alle, der er lige gode, men det er den eneste fejl jeg kan finde. Programmerne er ekstremt velresearchede og Karina Longworth er fantastisk vært med en god radiostemme.

Hvis du kun skal høre én episode så lyt til historien om Judy Garlands vej fra barnestjerne, til alkoholiker og til slut som ikon for den spirende homoseksuelle frigørelsesbevægelse. Hvis du kan lytte til optagelserne af den aldrende Garland fortælle om sit liv, og om, at hun nu ikke vil finde sig i mere, uden at knibe en tåre, er du et hårdhjertet menneske.

Lyt til You Must Remember ThisiTunes og læs shownotes på podcastens website.

Forfatter:
Udgivelsesår:
Forlag:
Genre:

Skriv et svar

Luk menu