En lidt ældre kvinde end Lena Dunham fortæller hvad hun har “lært” (efter at have læst Not That Kind of Girl):

… at Lena Dunham er også sjov og en dygtig skribent på print (det havde jeg forventet)

… at der er virkelig meget forskel på at være i 20’erne, hvid middelklasse amerikaner og en af verdens mest succesfulde serieskabere og i 20’erne, hvid middelklasse dansker og være en ret gennemsnitlig studerende i København. (Det eneste jeg har tilfælles med hende er, at jeg engang var i 20’erne og er hvid middelklasse)

… at hun er afsindig hvid, overpriviligeret og fuldstændig uvidende om sit heldige udgangspunkt i verden. Eller også er hun så kvik, at hele bogen er en parodi på hende selv, ligesom Girls på en måde er (jeg er stadig i tvivl)

… at hun har enten et lettere forstyrret billede af sex eller også er hun mere ærlig end de fleste (hælder til det sidste)

… at ind imellem rammer hun virkelig plet (som med kapitlet hvor hun fortæller om at være nøgen på tv)

… at unge, priviligerede mennsker der klynker så meget over at skulle på summer camp får mig lyst til at give dem en olfert. (Selv Ally McBeal ville få nok.)

… at det, at en kvinde kan have en karriere som er så stik modsat hvad kvinder tidligere har kunnet gøre, og skrive en bog om det, er fan-friggin-tastisk

Læs den, hvis du kan lide Girls, Sex and the City, Caitlin Moran og lignende “fuck it, jeg er kvinde og jeg gør hvad der passer mig”-underholdning.